PÅ SOMMERFUGLTUR MED VESTJYDEN DEN 8. JULI 2022.

I dag fik jeg hyggeligt besøg af min gamle ven og arbejdskammerat fra Tipperne Ole Amstrup…. Normalt har vi kun set på fugle sammen, men Ole har nu også set “lyset” og begyndt at kigge på sommerfugle. Da der var lidt nye arter at hente her hos mig tog vi en tur i skoven. Det startede lidt sløvt da det var temmelig overskyet og ikke helt så varmt som vi havde håbet på. Efter en times tid kom solen frem og det samme gjorde sommerfuglene, hvilket gav årets bedste dag for Kejserkåbe med omkring 30+. (det gav også den første Valesina). Derudover fik vi set Blåhale, Hvid Admiral, Nældesommerfugle, Det Hvide C, Stregbredpande plus flere af de mere almindelige. 

Vi glemte dog ikke at nyde fuglene og fik også hørt en enkelt Grønspætte i skoven. Herefter gik turen til Spodsbjerg havn, da man jo næsten ikke kan besøg mig uden man er “tvunget” til at se en Kaspisk Måge. Denne mission gik også fint da den mest faste af 3k fuglene (A) var på plads. Desværre kunne den juvenile Middelhavssølvmåge som jeg fandt i går ikke genfindes. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Græsrandøje. Først var der få sommerfugle og de var ikke nemme at finde. Tåsinge den 8. juli 2022.

Græsrandøje. Da solen kom frem begyndte sommerfuglene at røre på sig. Tåsinge den 8. juli 2022.

Nældesommerfugl. Jeg har nok ikke været flittig nok med sommerfuglene i år, da det var min første Nældesommerfugl i 2022. Blåhale og Stregbredpande var også friske årsarter. Tåsinge den 8. juli 2022.

Det Hvide C. Denne sommerfugl er altid en “vinder” at se. Tåsinge den 8. juli 2022.