TILBAGE I DET SVENSKE DEN 21. MARTS 2022.

Efter at have tilbragt det meste af ugen på Sjælland, hvor Laila guidede mig rundt til fine Sjællandske fuglelokaliteter og fremviste skønne fugle såsom Lille Flagspætte, Hvidhovedet And og Sorthovedet Måge, gik turen om lørdagen og søndagen (den sidste dag blev uventet tilføjet, men mere om det senere) til Skåne. Her havde vi længe snakket om vi skulle over og se Tranerne ved Pulken som Laila ofte havde talt begejstret om fra hendes tidligere besøg. Inden vi nåede over til Pulken kørte vi igennem det smukke Skåne (Stor tak til Nis Lundmark Jensen for de mange gode tips) hvor det væltede med Røde Glenter i parringsflugt mens man også kunne høre deres stemmer. En enkelt unge Kongeørn blev det også til mellem de mange Havneørne. Et tilfældigt stop gav os årets første Sørgekåbe, så vi fik også skudt sommerfuglesæsonen i gang. Inden vi nød Tranerne var vi også inde og besøg den danske kunstner Carl Christian Tofte som havde slået dørene op for en ny sæson ved Pulken (Det kan varmt anbefales, hans billeder er fantastiske). Tranerne var en meget smuk oplevelse også selv om vi ikke ramte den største dag, så var det en meget sanselig oplevelse at se og høre de godt 1000 fugle som kom til overnatning. Godt brugte gik turen efter solnedgang hjem til Sjælland, hvor vi havde planlagt en stille søndag. Det blev hurtigt ændret da svenskerne søndag morgen kunne melde om en Laplandsugle i Skåne. Så afsted med morgenhår, søvn i øjnene, ingen morgenmad, det var en af Lailas drømmefugle der var i spil. Blot en time senere stod vi sammen med 15 svenskere og et par danskere og så på uglen som heldigvis sad pænt og ventede på os. Resten af turen stod på Godis, Kanelbollar og en superglad Laila… hvad mere kan man forlange af livet.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Rød Glente. Det væltede med dem i det åbne landskab. Skåne den 19. marts 2022.

Kongeørn. Denne ungfugl dukkede pludselig op og underholdte os i flere minutter. Skåne den 19. marts 2022.

Traner. Ikke siden jeg besøgte Hornborgasjöen for mere end 30 år siden har jeg set så mange rastende Traner. Pulken den 19. marts 2022.

Aftenstemning ved Pulken hvor der var masser af Traner, Blisgæs, Bramgæs og Svømmeænder. Pulken den 19. marts 2022.

Laplandsugle. Det var en kæmpe oplevelse at se denne store ugle samt se hvor glad Laila blev. Skåne den 20. marts 2022.

Laplandsugle. Sverige er bare et fantastisk fugleland, der venter mange flere ture i fremtiden. Skåne den 20. marts 2022.

Laila var nok en af de gladste danskere i Skåne idag da hun så sin første Laplandsugle. Billedet er dog taget et par dage forinden i Vaserne, men her var humøret også i top. Vaserne den 16. marts 2022.