NYT FRA MIDDELHAVSSØLVMÅGEN VLHH FRA LANGELAND DEN 2. DECEMBER 2021

I år har det næsten været umuligt at opdrive en Middelhavssølvmåge på Langeland, jeg har blot fundet 2 fugle. I 2020 havde jeg mere held med at finde den da det blev til 7 forskellige fugle, måske det største antal der er registreret på Øen på et år. Især en 2k fugl var stationær igennem en længere periode i Bagenkop havn. Jeg fandt den den 13. juli 2020 og så den sidste gang den 14. oktober 2020. Under dens ophold blev den ringmærket og farvemærket (VLHH) den 9. august 2020. Fra mærkningsdagen til den forlod Bagenkop havn aflæste jeg den 21 gange. Til min meget store glæde blev den genfundet og aflæst i nærheden af München i Tyskland i et område der hedder Eitting. Der var 20 aflæsninger af den i samme område i perioden fra den 3. december 2020 til den 10. januar 2021. Herefter var der ingen aflæsninger af den før den pludselig igen blev set i samme område en enkelt gang den 7. juni 2021. Men i efteråret 2021 var den atter på plads i Eitting og foreløbig har jeg modtaget oplysninger om 7 aflæsninger af den i perioden den 15. oktober til den 5. november 2021. Jeg håber den fortsat vil klare sig godt så der måske i fremtiden dukker oplysninger op om hvor den slår sig ned og begynder at yngle. Et bud herfra kunne være Tyskland,Italien eller Kroatien.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Jeg var sgu lidt stolt den dag da Kjeld T tog dette “trofæ-billede” af mig og Middelhavssølvmågen (VLHH). Jeg havde aldrig forestillet mig at vi skulle modtage så gode data på den. Bagenkop havn den 9. august 2020.

Bagenkop havn er blevet skiftet ud med dette område i nærheden af München i Tyskland.