NÆRKONTAKT MED EN NATTERGAL, LANGELAND DEN 10. MAJ 2021.

Efter en skøn morgen ved Hou Nordstrand som bød på et flot fald af især Tornsanger (25) samt Stenpikkker (8), Bynkefugl (5), Gul Vipstjert (18, flere kunne bestemmes til nordlig), Rørsanger og Nattergal. Især sidstnævnte er en fugl jeg altid glæder mig til at høre, så på vejen hjem tjekkede jeg en spændende mose som jeg ikke tidligere har besøgt i håb om flere Nattergale. Selv om det var midt på dagen var der fuld gang i 4 Nattergale, denne ihærdighed kunne tyde på de lige er ankommet og ikke vil spilde et sekund. En af fuglene sad lige op af vejen næsten frit fremme, så jeg både kunne få lidt billeder samt få optaget dens smukke sang. Jeg mindes ikke tidligere jeg har oplevet en Nattergal på denne måde, det plejer næsten altid at være umuligt at se dem godt. 

Henrik Knudsen, Foto og lyd, Copyright.

Nattergal, Langeland den 10. maj 2021.

Nattergal. Det er samme fugl som man høre synge på optagelsen og som man kan se på billederne. Langeland den 10. maj 2021.

Nattergal. Det var så fedt og næsten for meget med sådan en close up oplevelse med en af årets første Nattergale. Langeland den 10. maj 2021.

Nattergal. Der var også tid til en lille pause og her sad den bare lige så stille og roligt og kiggede på mig, mens jeg sad i bilen og næsten ikke turde trække vejret. Langeland den 10. maj 2021.

Nattergal. Lidt feltstof skal der også være plads til. På billedet kan man faktisk se 8 frie håndsvingfjer i modsætning til de 7 man kan se hos Sydlig Nattergal. Denne her Nattergal er ikke så markeret på underhaledækfjerene som man normalt ser og ville måske uden foto i felten opleves næsten helt ren som Sydlig Nattergal. Dog er Nattergal altid mere mørk samt kølig i farverne i forhold til Sydlig Nattergal. Langeland den 10. maj 2021.

Sydlig Nattergal. Mens jeg havde ansvaret for ringmærkningen ved Blåvand fangede jeg en del Sydlige Nattergale gennem årene. På den her fugl fra juni 2015 (første juni fund for Blåvand) kan man se den kun har 7 fri håndsvingfjer. Man kan også se den ikke har det samme kolde grå skær i farverne. Blåvand den 4. juni 2015.