Det blev til endnu en dejlig fugletur sammen med Laila, da vi på denne smukke forårsdag tjekkede fra Botofte til Barager Nebbe. Vi valgte at koncentrere os om et mindre område for at kunne blive lidt længere på lokaliteterne. Jeg havde jo vanen tro mit fokus på mågerne og vi fik tjekket rigtig mange fugle forskellige steder. Vi fik støvet hele 3 forskellige Kaspiske Måger op som alle var nye for sæsonen 2021. Første fugl var en 2k som gik rundt på en mark ved Simmerbølle. Her var den i selskab med en del måger som alle var på denne mark da en landmand kørte rundt og arbejdede på jorden. Først langt ud på eftermiddagen fandt vi de næste 2 nye Kaspiske Måger. En 3k fugl lå bag fiskekutteren “Fru Nielsen” sammen med 150 Sølvmåger. Vi kørte herefter til Spodsbjerg havn, da vi satsede på at kutteren ville trække flere fugle med sig. I første omgang så det lidt tyndt ud, men pludselig kom der en 2k ind. Denne fugl havde dog åbenbart ikke lyst til at blive særlig længe og forsvandt igen efter 10 minutter. Et andet højdepunkt på turen var årets første Aurora sommerfugl ved Tranekær.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Atter på vej væk efter et kort ophold i Spodsbjerg havn. Kaspisk Måge 2k. Spodsbjerg havn den 17. april 2021.