SÅ SIKKERT SOM DET KAN BLIVE ! DEN 23. OKTOBER 2020.

I jagten på at finde de Langelandske Kaspiske Måger var jeg i dag kørt en tur til bla. Baragger Nebbe på østkysten af øen nogle km syd for Spodsbjerg havn. Her havde jeg tidligere på sæsonen været heldig at finde en… Men mellem de andre måger i dag var der desværre ingen Kaspiske Måger, men der var dog 2 lidt sene Splitterner til at holde gejsten oppe med. Ret hurtigt fandt jeg en Sandløber mellem 10 Almindelige Ryler, hvilket nok var den samme som jeg havde set for en uge siden. Området her er det bedste sted på hele Langeland til Sandløber. Men det blev endnu bedre da jeg pludselig også havde en Sortgrå Ryle, som også er meget sjælden på de her kanter. Det er blot anden gang jeg registrere arten her, min eneste anden observation er fra Spodsbjerg havn for en del år siden. Arten ses næsten kun ved Hou Nordstrand, når en eller flere fugle flyver til fra Øen Vresen som ikke ligger langt væk fra Langeland. Mens jeg står og nyder vadefuglene kommer der en større flok Knortegæs flyvende til, de smider sig desværre lige præcis så jeg ikke kan se dem fra min post. Heldigvis beslutter jeg mig for at køre lidt nord på, da jeg gerne vil ha`et foto af den Sortgrå Ryle samt tjekke Knortegæssene. På vej ned af stranden kommer jeg ganske tæt på Knortegæssene og selv om den var i baghovedet bliver jeg alligevel overrasket over at finde en adult Sortbuget Knortegås. Som jeg nævnte i et opslag her på bloggen for ganske nyligt, så har jeg en gang tidligere haft arten her, som ellers kun er registreret ved Ristinge Hale på den sydlige del af øen. Fuglen står ude på en sandrevle og pudser sig og jeg belsutter at smide noget af tøjet og forsøge at komme lidt tættere på (så kom jeg alligevel i vandet i år!) Den er sammen med 102 Mørkbugede Knortegæs og de er fuldstændige ligeglade med at jeg kommer tættere på. Mens jeg tager fotos af fuglen undre det mig lidt den flere gange virker aggressiv og jager andre fugle væk… indtil det går op for mig den er i par med en Mørkbuget Knortegås og de har to unger!! Nu steg pulsen for alvor, nu var der pludselig mulighed for at se en hybrid mellem de to underarter, hvilket ellers næsten kan være umuligt at bevise. Det der især var påfaldende ved de 2 juvenile i forhold til de juvenile Mørkbugede var de allerede havde fået hvidt på flanken, den ene lidt mere end den anden samt de begge havde lidt hvidt på halsen, hvilket ikke ene eneste af de Mørkbugede havde. De virkede også en anelse mere mørke i det i forhold til de Mørkbugede. Så vidt jeg lige hurtig kan læse mig til, så er Sortbuget ofte hurtigere fremme med fældningen end Mørkbuget. Det kan skyldes de evt. yngler tidligere end Mørkbuget eller det bare er typiske for denne underart med en hurtigere hvid flanke markering (Kan måske også være med til at antage den er sin egen art). Jeg skyndte at få skudt en masse fotos, da det var en helt unik chance at kunne fotodokumentere denne kombination. Jeg ved ikke om der er nogen sikre fund i DK af denne hybridform, der er sandsynligvis ikke nogen sikre juvenile. Under alle omstændigheder var det en helt fantastisk oplevelse.. faktisk glemte jeg at få fotograferet den Sortgrå Ryle…. men det overlever jeg nok. Nævnes fra en i dag skal også en Dværgfalk ved Klise Nor.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Her går måske Danmarks første fotodokumenterede familieflok af Sortbuget x Mørkbuget Knortegås. Bemærk forskellene mellem de to juvenile Sortbugede som går på hver sin side af de adulte. Fuglen til venstre har den klart mest markante flanke (Køns forskelle ?). Bemærk også den juvenile Mørkbugede i øverste venstre hjørne, den har den helt typiske ensfarvede grålige flanke. Baragger Nebbe den 23. oktober 2020.

Her ses den Sortbugede Knortegås udvise aggressive adfærd. Det var kun den der gjorde det, jeg så aldrig dens partner gøre dette. Den Sortbugede antager jeg må være en han. Baragger Nebbe den 23. oktober 2020.

Der var sammenhold i den lille familie. Igen er det nemt at se at de allerede er hvide på flanken de to ungfugle til venstre. Baragger Nebbe den 23. oktober 2020.

Der er bare noget over de “Prutgæs”… de har altid været min ynglings gæs. Baragger Nebbe den 23. oktober 2020.