HEFTIG MÅGEDAG PÅ LANGELAND DEN 31. AUGUST 2020.

Sommerens sidste sommerdag skulle da bruges på Langeland som en fin afrunding på alle de juvenile Kaspiske Måger der har været. Det blev en fest hvor det væltede ind med nye fugle og måske et varsel for hvad der venter i efteråret. Bagenkop var helt forrygende, jeg havde fx. inden for få minutter de første 5 nye juvenile fugle jeg ikke tidligere havde registreret. Samlet så jeg 16 fugle i Bagenkop og fordelingen var 1 3k (genganger fra den 8. august 2020), 2 2k (1 ny samt 1 genganger fra den 14. juli 2020) og 13 juvenile, hvoraf de 8 var nye. Jeg aflæste den sædvanlige polske (P3R4) samt en af de fugle vi selv har mærket (VLHJ). Den faste 2k Middelhavssølvmåge (VLHH) sås kun kort tidligt om morgen. Men dagens største overraskelse var da jeg genfandt den juvenile Baltiske Sildemåge som jeg havde fundet to dage tidligere i Spodsbjerg. Jeg kunne fremvise den til Søren Bøgelund og hans 3 fuglevenner Christian Hjort, Steen Engelbøl og Niels Eriksen, da de havde “bestilt” et lille mågeforedrag om Kaspiske Måger. Men en af dagens helt store oplevelser for mig, var da jeg sejlede med Poul lidt ud for havnen i hans kutter for at smide nogle fiskerester ud som mågerne kunne få. Hvilket inferno af stemmer og ædegilde, så fed en oplevelse… en stor tak til Poul herfra. 

Jeg skyndte mig herefter til Spodsbjerg som jeg lige kunne nå at tjekke inden jeg atter skulle tilbage til Sydlangeland, her ventede der lækker lammekølle som betaling for den Baltiske Sildemåge og de Kaspiske Måger hos Søren og Co. Spodsbjerg havde lige som Bagenkop fået mange nye fugle ind, af dagens 11 fugle var de 7 nye. Fordelingen var 1 2k (genganger VLHT) samt 10 juvenile, hvor de 7 var nye. I Spodsbjerg aflæste jeg igen den polske Kaspiske Måge fra Polen (P1R0) samt igen en af vores egne fugle (VLHK). Nævnes bør også en subadult Sildemåge. Samlet blev det til 27 fugle i dag, hvoraf de 15 var nye, bedre afslutning på sommeren kunne jeg næppe få. Siden den første juvenile dukkede op den 10 juli 2020 og frem til i dag har jeg registreret 318/321 forskellige juvenile individer. Jeg tror næppe der nogensinde er set sådan en koncentreret masse forekomst i Østdanmark før. Samlet har Jeg i hele 2020 set 395/398 forskellige fugle på Langeland. Nu bliver det spændende om september og oktober kan bidrage med lige så store antal.

Foto og Data: Henrik Knudsen, Copyright.

Bagenkop havn ialt 219 Kaspiske Måger i 2020.

Ad 4k+ 4k 3k 2k Juv/1k
8 2 5 12 34 158

Spodsbjerg havn ialt 177 Kaspiske Måger.

Ad 3k 2k Juv/1k
1 2 12 162

Søndenbro ialt 1 Kaspiske Måge.

Juv/1k
1

Siø ialt 1 Kaspiske Måge.

2k
1

Juv/1. vinter Kaspiske Måge. Bagenkop havn den 31. august 2020.

Den Baltiske Sildemåge som jeg fandt i Spodsbjerg den 29. august 2020 var i dag ankommet til Sydlangeland. Det blev hermed den anden Baltiske Sildemåge jeg ser i Bagenkop havn i år, jeg havde allerede en juvenil her den 18. august 2020. Bagenkop havn den 31. august 2020.