PERFEKT DAG MED GODE AFLÆSNINGER OG EN GOD STAK NYE FUGLE I DE TO LANGELANDSKE HAVNE DEN 24. AUGUST 2020.

Vinden havde heldigvis lagt sig, vejret var perfekt… overskyet med lidt smådryp og ingen varmeflimmer… jeg hoppede atter i mågetøjet ! Bagenkop havn gav dog ikke den bedste start, da der virkede meget tomt. Men jeg fik dog hevet 7 Kaspiske Måger hjem hhv. 1 3k (genganger 8/8-2020) samt 6 juvenile efter nogle timers kamp. Det blev dog kun til en ny fugl som den skarpe læser kan regne ud var en juvenil fugl. Eneste aflæste Kaspiske Måge blev den faste juvenile polske fugl (P3R4). Den faste 2k Middelhavssølvmåge (VLHH) kunne også nydes i dag, selv om den ser noget medtaget ud med alle de manglende fjer. Nå men en enkelt ny fugl gav da lidt håb om at Spodsbjerg måske også kunne bidrage til den samlede årstotal. Mågeguderne var atter venligstemt og jeg fik mere end jeg havde turde håbe på. Samlet fik jeg set 12 fugle som fordelte sig med 1 2k (ny fugl) plus 11 juvenile hvoraf de 5 var nye. Især var jeg glad for en af de juvenile som var favemærket med en gul ring (7LC5) samt en Østeuropæisk stålring. Indtil nu har alle de fugle jeg har aflæst fra Polen startet med “P” på plastikringen, så måske har jeg endelig fat i en fugl fra Ukraine som jeg længe har håbet på, da der skulle være en del i Polen i øjeblikket ifølge Kjeld T. Pedersen. Desværre ville den ikke helt ind til mig, så jeg kunne aflæse stålringen. I dag havde jeg to sikre fugle fra Polen, da (P5B1) forsat var på plads, samt da (PUM6) atter dukkede op, sidstnævnte fandt jeg den 6. august 2020 samt så den samme sted dagen efter den 7. august 2020. Men herefter har den været forsvundet i 17 dage uden jeg har set noget til den, spændende om der har været nogle aflæsninger andre steder fra af den. Lidt af de fugle Kjeld og jeg har mærket på Langeland var også på plads (VLHK, VLHN, VLHB). Samlet fik jeg set 18 fugle hvoraf de 7 var nye for sæsonen, samlet har 2020 nu budt på 346/349 forskellige fugle. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Dagens bedste Kaspiske Måge var denne juvenile fugl som var farvemærket med en gul ring (7LC5), håber den denne gang kommer fra et andet land end Polen. Spodsbjerg den 24. august 2020.

Denne Kaspiske Måge (PUM6) havde jeg allerede aflæst den 6. og 7. august 2020 i Spodsbjerg havn. Herefter var den forsvundet indtil den dukkede op i dag den 24. august 2020 samme sted. Spodsbjerg havn den 24. august 2020.