MULIG “PARADOXUS” HUSRØDSTJERT PÅ “BJERGPIBER-MOLEN” I SPOSBJERG HAVN DEN 22-27. DECEMBER 2018

Under mine 3 sidste besøg i Spodsbjerg havn (22., 24. og 27. december 2018)  på Langelande har jeg kæmpet med en Husrødstjert som jeg har mistænkt for at være en “paradoxus”. Omkring 10-12 procent af Husrødstjerter hannerne tilhøre denne form, dvs. at de i deres første leveår allerede begynder at ligne de voksne hanner lidt.  Men på grund af fuglen ikke har været nem at komme tæt på samt at det overskyede vejr ikke har gjort de nemt at vurdere farverne har jeg været forsigtig med bestemmelsen. Fuglen har umiddelbart en mørkere plet omkring brystet og mørkt på kinden. Svingfjerne virker brunlige og i kontrast til hele oversiden. Fuglen har et lyst felt i vingen, dette kan dog være svært erkende under disse vejrforhold.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Mulig “paradoxus” Husrødstjert den 24. december 2018, Spodsbjerg havn.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med emnet og skrevet om det i dagbøgerne fra Blåvand Fuglestation da jeg stod for ringmærkningen derude. I to af årene fangede jeg 2 “paradoxus” fugle og skrev lidt om forekomsten af denne form ved Blåvand. De 2 fund fra 2015 og 2016 var de første dokumenterede fund for Blåvand. Paradoxus er sikkert et overset emne i feltornitologien, så jeg kan kun opfordrer til at tage et ekstra kig på den næste Husrødstjert man får i kikkerten. Jeg vil så snart der kommer noget bedre vejr atter kigge forbi Spodsbjerg fuglen i håb om at få klarhed om det er en “paradoxus” der hopper rundt deroppe. Skulle nogen få nogle gode fotos af den, så høre jeg meget gerne om det.

Den 20. maj 2015 fangede jeg Blåvands første fund af  “paradoxus”

Allerede året efter den 27. marts 2016 fangede jeg det 2. fund af “paradoxus” for Blåvand.