Så blev det også vores tur… Sammen med Laila tog jeg til Sverige den 25. november 2021 og så den rastende Rubinnattergal som siden den 15. november 2021 har rastet ved Vargön i Västergötland som ligger lige sydvest for Sveriges største sø Vänern. Fuglen har været et kæmpetrækplaster og har glædet utrolig mange ornitologer fra nær og fjern. Det er en af de mest eftertragtede sibirisk småfugle at se i Vesteuropa, den har nærmest mytisk status. I efteråret 1995 forsøgte jeg sammen med Rasmus Strack (vi var taget afsted sammen fra Blåvand) og andre at se den fugl der var blevet fanget og ringmærket på Chr.Ø uden held. Det blev et dip som de flest af os aldrig vil glemme. Vi blæste inde på Øen i flere dage og vejret blev helt forfærdeligt… Vinden kom fra det kolde NØ og nåede helt op på 15-20 m/s og samtidig begyndte det at sne. Vi var kommet afsted uden soveposer og proviant… Det var kun takket været Øens flinke befolk- ning vi klarede den da de gav os noget mad og et sted at sove. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men Rasmus og jeg lå nærmest og måtte holde om hinanden om natten for at kunne holde varmen. Siden den gang har jeg drømt om at få lov til at se denne smukke drømmefugl… der skulle gå 26 år før det lykkedes og denne gang kunne jeg kramme Laila (selv om Rasmus er en fantastisk kammerat, så vil jeg heller kramme med Laila). Den er så smuk at man næsten ikke kan fatte det, det var en smuk ung han. Den sås på meget tæt hold og den kunne høres småsynge samt kalde det meste af tiden… Det bliver nu spændende at følge med i om fuglen vil forsøge at overvintre og om den kan klare det…. håber det bedste for den, den skulle nemlig bare vide hvor mange mennesker den har glædet.
Efter denne smukke episke oplevelse smuttede vi videre til Mösseberg Campingplads som lå en times kørsel øst for hvor vi havde set Rubinnattergalen. Her var der set en større flok Krognæb og igen havde vi heldet med os, da vi straks fandt dem. Vi så en flok på omkring 30 fugle på klos hold mens de sad og spiste rønne- bær og var flittigt kaldende…. Vi havde svært ved at få armene ned igen da vi atter satte kurs mod Danmark. Dagen sluttede med Lailas lækre hjemmelavede svenske pølseret… det var en meget passende afslutning på et svensk eventyr.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Rubinnattergal 1k han. Jeg var lige ved at fælde en tåre da jeg så den… en kæmpe drøm gik i opfyldelse og det var særlig dejligt at se den sammen med Laila. Sverige den 25. november 2021.
Rubinnattergal 1k han. Den var utrolig flittig til at småsynge (nok en form for territoriesang). Det var fantastisk at nyde den røde strube bevæge sig. Sverige 25. november 2021.
Rubinnattergal 1k han. For at hjælpe fuglen bliver der dagligt smidt nogle melorme ud til den, som den dog må dele med de andre fugle. Sverige den 25. november 2021.
Rubinnattegal 1k han. Sverige har bare givet Laila og jeg så mange smukke fugle- og sommerfugleoplevelser i 2021 at det næsten er helt overvældende. Sverige den 25. november 2021.
Krognæb. Det var næsten ikke til at holde til… den ene drømmeoplevelse efter den anden. Sverige den 25. november 2021.
Krognæb. En flok på 30 fugle var total tillidsfulde og kunne nydes på få meters afstand mens de sad og spiste rønnebær. Sverige den 25. november 2021.
Krognæb. Fuglene viste sig bare fra deres bedste side denne dag. Sverige den 25. november 2021.