EN TUR TIL BLÅVAND DEN 23. OKTOBER 2021.

Efter et par dage hvor det ikke lige passede så godt kunne Laila og jeg endelig komme afsted til Grønningen og Hvidbjerg Strand for at se efter den sjældne Bairdsryle der var dukket op nogle dage forinden. Da vi ankom var der ikke nogen fugl eller andre fuglefolk at se… det lovede ikke godt. Heldigvis fandt vi dog hurtigt nogle Alm. Ryler som vi forsøgte at kigge igennem, men de gik konstant på vingerne og til sidst forsvandt næsten alle fuglene uden vi så nogen Bairdsryle. Jeg foreslog derfor at vi kørte ned til høfte 10 som er overgangen mellem Grønningen og Skallingen, da jeg mente det var et godt sted at lede efter den. Det viste sig ret hurtigt at være en perfekt plan da vi straks fandt den på stranden. Da vi så der var en joggingløber på vej mod den begyndte vi at gå ned til den, men nåede ikke frem til den før den blev skræmt op og kom kaldende lige henover hovederne på os. Den tog retning af det sted den var blevet set i går og der gik herefter heller ikke ret lang tid før den blev meldt på plads. Vi kørte nu op til alle de andre glade fuglefolk og sammen med dem nød vi denne eksklusive fugl som var ny art for Laila mens jeg fik mig en ny Blåvandsart. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Bairdsryle. Den var lidt langt væk til foto, men det er fuglen som går for sig selv længst til venstre. Selv om den var klart mindre end de Almindelig Ryler så var den faktisk lidt svær at plukke i flokken når de fløj rundt. Men selve formen på fuglen er meget speciel, da den minder lidt om en rugbybold der er blevet trådt på. Derudover er den meget spids bagtil og derved har den et meget karakteristisk jizz. 

Rødrygget Tornskade. En meget sen fugl. Nyeng den 23. oktober 2021.