TRANER SKAL DA SES I TRANEKÆR PÅ LANGELAND DEN 27. FEBRUAR 2021.

I dag så jeg mine første Traner i 2021 og det kunne ikke være mere passende end at se dem i Tranekær på Langeland. Ude på Flådet stod 2 ivrigt kaldende fugle og varslede de nok var klar til endnu en ynglesæson. De lettede dog efter 5 minutter og kom direkte over mod mig og fortsatte herefter mod SØ. Et par timer senere genfandt jeg dem stående på en mark og næsten lige som jeg opdagede dem kom der yderligere 2 fugle trækkende og som lidt provokerende valgte at lande lige ved siden af det andet par. Det var lige i overkanten for det første par, for nu begyndte fuglene at løbe efter hinanden med udbredte vinger over ret lange strækninger. Dette blev ledsaget af deres smukke stemmer og til sidste valgte det andet par at lette igen og forsvinde i en sydlig retning. Selv om det ikke er mange år siden Tranen atter slog sig ned i Tranekær, så afsløre bynavnet som stammer helt tilbage til 1231 (Tranækyær) at der tidligere har været ynglende Traner der. På vejen hjem så jeg for 3. dag i streg den Sortstrubede Bynkefugl han ved Spodsbjerg (fandt den 25. februar 2021). Hvilket privilegie atter at kunne se denne art på daglig basis, noget jeg ikke har oplevet i flere år. Dagen sluttede med en adult Pibesvane ved Melby/Lundby, hvilket var den samme fugl som jeg så sammen med Laila den 22. februar 2021.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Flådet minder næsten om et svensk landskab, men meget passende ses kirketårnet i Tranekær i baggrunden mens de 2 Traner kommer flyvende. Tranekær den 27. februar 2021.

Fuglene kom lige hen til mig efter de var lettet ude fra Flådet. Tranekær den 27. februar 2021.

Pludselig kom den Sortstrubede Bynkefugl han helt op til mig mens jeg sad i bilen og nød den, da den var blevet skræmt af en Tårnfalk. Nu kan jeg også tilføje bodyguard på CV´et for min ynglingsfugl. Spodsbjerg den 27. februar 2021.