GENSYN MED KASPISK MÅGE I SPODSBJERG HAVN DEN 4. FEBRUAR 2021.

Efter det kraftige snefald i Øhavet igår som begrænsede ens birding til fodrebrættet og dagdrømme om en Sortstrubet Drossel i haven, man er vel evig optimist… så var det atter muligt at komme lidt ud igen. Da de mindre veje altid er de sidste til at blive renset for sne, så nøjes jeg med en tur til Spodsbjerg havn. Jeg var også ganske nysgerrig om de 2 faste 2k Kaspiske Måger fortsat var i havnen. Det tog heldigvis ikke mange sekunder at spotte dem. De kender begge min bil og ved der er brød med, så de kommer som sædvanlig flyvende lige hen til mig. Da vi havde hilst på hinanden og de havde fået lidt mad, tog jeg ud til stranden ved havnen. Her opdagede jeg en anden 2k Kaspiske Måge, som dog virkede bekendt…. Jeg fik skudt lidt billeder af den og var lidt spændt på om jeg havde ret i min antagelse om det var en jeg havde set før. Hjemme ved computeren i mågearkivet blev den fundet !. Jeg havde set den kortvarigt den 10. december 2020 også den gang i Spodsbjerg havn (se blog fra den 10. december 2020). Jeg blev helt glad for at jeg fortsat kunne genkende en måge (uden ring) jeg havde registreret tidligere, så der ikke sker dobbeltregistreringer. Især også da en fynsk ornit fornyelig ikke troede på dette var muligt… Men med lidt øvelse og interesse er det nu ikke så svært !. Jeg har oplevet dette flere gange at folk ikke kan skelne de enkelte individer fra hinanden… Efter jeg fandt Danmarks første Amerikansk Sortand ved Blåvand i 2003 og siden også fandt en året efter samme sted (hvilket ville være det 3. fund for Danmark) og fortalte det var en anden fugl, da både næbfarven og næbformen var anderledes, da var der et SU-medlem der nærmest fik latterkrampe (han er selvfølgelig tilgivet) over den påstand og fuglen blev blot registret som samme indvid som i 2003…. Men med den udvikling denne art har taget, så havde jeg nok ret dengang. Det hele drejer sig bare om at iagttage og ikke kun at krydse. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Denne fine 2k Kaspiske Måge havde jeg tidligere registreret i havnen den 10. december 2020 og nu var den atter tilbage efter 55 dages fravær. Spodsbjerg havn den 4. februar 2021.