DVÆRGCANADAGÅS NY ART FOR LANGELAND ? KELDS NOR DEN 28. SEPTEMBER 2020.

Hvilken dejlig start på ferien… luften var tyk af trækfugle, som åbenbart var ligeglade med det tunge og disede vejr. Efter at mågerne var tjekket i Bagenkop havn kørte jeg ned til Dovns Klint sidst på formiddagen, hvor jeg blev mødt af en flok på lige over 20 Rød Glenter og en masse “gamle glade mænd” på klinten… Jeg stillede mig lidt sammen med Søren Bøgelund og Frank Jensen-Hammer, hvor humøret var godt oven på en morgen med masser af småfugle. Jeg blev hængende lidt over en time, hvor det væltede afsted med rovfugle, især gik der mange Musvåger afsted, enkelte sene Hvepsevåger, masser af Spurvehøge samt en enkelt Dværgfalk og Vandrefalk. Som “Klintens Benjamin”og mest utålmodige unge menneske valgte jeg dog at køre i Kelds Nord på trods af det massive træk. På vej ud til Noret blev jeg ved Fakkemosen mødt af 2 rastende Dværgfalke og 1 Blå Kærhøg (hunfarvet). Ude i Kelds Nor var der godt med fugle, især var der mange Grågæs og mellem dem rastede der en adult Vandrefalk og en Dværgcanadagås. Jeg har altid sagt man skal ikke bruge “krudt” på denne art, de er ikke kommet af sig selv from over there og det er som at tisse i bukserne, det varmer skønt i 2 sekunder og herefter er det kun ned ad bakke… Men jeg blev alligevel grebet af fuglen og muligheden for at racebestemme den. Den gik kun sammen med Grågæssene, selv om den kunne have sluttet sig til 3 “helt almindelige” Canadagæs som også rastede i Noret. Min erfaring med de “små” Candagæs begrænser sig til den helt lille Minima, som jeg engang fandt på Værnengne mens jeg arbejdede på Tipperne. Dagens fugl virkede dog ikke lige så lille som denne og heller ikke så korthalset. Fuglen havde heller ingen hvid halsring, der var en meget lille hvid plet på brystet, som intet havde at gøre med en halsring, jeg gætter derfor på det evt kan dreje sig om en Hutchinsii type. Jeg ved ikke om der tidligere er blevet registreret Dværgcanadagås på Langeland, så det kan evt. dreje dig om en ny art for Øen.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Dværgcanadagås. Kelds Nor den 28. september 2020.

Dværgcanadagås. Kelds Nor den 28. september 2020.

Dværgcanadagås. Kelds Nor den 28. september 2020.