A CLOSER LOOK AT…. VLHK DEN 11. AUGUST 2020.

Som tidligere nævnt her på bloggen var jeg den 9. august 2020 sammen med Kjeld Petersen ude og ringmærke måger på Langeland, hvor vi især gik efter de Kaspiske Måger. Det var utrolig interessant og lærerigt når man nu har fulgt arten så tæt i mange år at få denne mulighed. Især meget spændende at kunne få et par nærbilleder af de forskellige fjer og samtidig være med til at kigge på variationen hos denne utrolige smukke måge. Fuglen på billederne er en juvenil hun, så ikke nogen særlig stor fugl. Fuglen blev som sagt ringmærket den 9 august 2020 i Spodsbjerg havn og dagen efter den 10. august 2020 aflæste jeg den samme sted. Her kom fuglen ind ude fra havet, hvor den havde ligget bag en kutter sammen med andre måger og kæmpet om fiskerester. Den 11. august 2020 genfandt jeg den så i Bagenkop havn, hvor jeg så den ganske kort. Nu håber jeg den snart bliver genmeldt fra et eller andet spændende sted i Europa samt vil kigge forbi Langeland igen… god rejse smukke !. En stor tak til Kjeld Petersen for at jeg måtte låne hans kamera, da mit eget brød sammen.

Foto: Kjeld Petersen/Henrik Knudsen, Copyright.

Typisk overvinge for en ung Kaspisk Måge. Spodsbjerg havn den 9. august 2020.

Helt perfekt lys undervinge hos denne Kaspiske Måge. Der er utrolig stor variation hvor lys undervingen er på de forskellige fugle, denne her er lige til felthåndbog om mågebestemmelse. Spodsbjerg havn den 9. august 2020.

Bemærk hvor bredt og kontrastrigt det sorte halebånd er mod den ellers meget øvrige hvide overhale, igen helt klassisk. Spodsbjerg havn den 9. august 2020.

Bemærk den meget lyse bug og ret ensfarvede vinge, hvor de lyse kanter er meget smalle i forhold til en Sølvmåge. Man kan også godt fornemme at den har et aflangt og slankt hoved (helt modsat mig). Spodsbjerg havn den 9. august 2020.

Bemærk hvor slank og spids bagtil den virker. De lange og tynde ben er også meget typiske for denne art. I forhold til mange af de andre større/store måger, så virker hovedet ofte lille i forhold til kroppen, det er måske mere udpræget hos de små hunner end hos de store hanner, som nogle gange kan virke meget grove. Kaspisk Måge er mågernes langbenede og tynde super model, en total sexet måge. Billedet her tog jeg dagen efter den var blevet ringmærket. Spodsbjerg havn den 10. august 2020.