BAGENKOP SLÅR TILBAGE PÅ EN FANTASTISKE MÅGEDAG DEN 1. AUGUST 2020.

Jeg havde ikke regnet med sådan en dag som i dag, det blev til intet mindre end 17 Kaspiske Måger på Langeland !!!. Især var det fedt at Bagenkop atter var med, her havde jeg hele 12 forskellige fugle og 8 af dem var nye for sæsonen !!!. Dagens nye fugle var fordelt således at det blev til 7 juvenile samt en 4k+ type. De fugle jeg tidligere havde set var 3 juvenile samt en 2k. Sidstnævnte fandt jeg den 14. juli 2020 og så den mere eller mindre fast frem til og med den 20. juli 2020. Blandt de nye juvenile var der 2 farvemærkede hhv. en med gul plastikring (V.LHA) og en med blå plastikring (V.5T6). Desværre kunne jeg ikke få aflæst stålringene som iøvrigt ikke var fra Øesteuropa, og jeg har heller ikke fået tjekket hvem der mærker med disse koder og farver. Fuglene er spændende, da de kan være ringmærket i en af de tyske hybridkolonier. Umiddelbart er der ikke noget i dragten der peger på at de skulle være hybrider, den med den blå ring kaldte perfekt som en Kaspisk Måge. Men jeg ser meget frem til at høre om hvor de stammer fra, det kunne jo også være sjovt hvis de var mærket i DK !. Ellers var Middelhavssølvmågen (2k) fra den 13. juli forsat i havnen og jeg havde den store fornøjelse at vise den til Torbjørn Eriksen som twitchede den, selv om han nok ikke er meget for at indrømme det. Den faste hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge (2k) slog også sine folder i havnen i dag. 

Det var med “høj cigarføring” jeg satte kursen mod Spodsbjerg havn og med store forventninger om hvad der måtte være der… og jeg blev ikke skuffet. Der var flere Kaspiske Måger inde som alle var juvenile. Det blev til 5 fugle, hvoraf 2 var nye for i år…. og så var der lige en der fik pulsen lidt op. Sørme om jeg ikke genfandt den mulige juvenile hybrid mellem Kaspiske Måge og Sølvmåge som jeg havde fundet i Bagenkop havn den 27. juli 2020… den der kaldte perfekt som en Kaspisk Måge. Utroligt hvad der har været af udveksling i år mellem de to havne, men det har også krævet jeg har holdt øje med alle detaljerne samt taget sindsyg mange fotos som man skal have lyst til at gennemgå igen og igen.

Dagens høst med 17 forskellige Kaspiske Måger er den største forekomst jeg nogensinde har haft på Langeland… 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

En af dagens 8 nye juvenile Kaspiske Måger i Bagenkop havn den 1. august 2020.

Lidt usikker på alderen af den Kaspiske Måge, som jeg har valgt at kalde 4k+. Bagenkop havn den 1. august 2020.

Ringmærket og farvemærket juvenil Kaspiske Måge V.HLA. Bagenkop havn den 1. august 2020.

Dagens anden ringmærkede og farvemærkede juvenile Kaspiske Måge V.5T6 rastede blot få minutter og var ikke nem at få aflæst. Bagenkop havn den 1. august 2020.

Den formodede juvenile hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge fra Bagenkop havn den 27. juli dukkede i dag den 1. august op i Spodsbjerg havn. Det der især er spændende ved denne fugl var den kaldte præcis som en Kaspiske Måge (kun hørt i Bagenkop havn). Spodsbjerg havn den 1. august 2020.

Billedet her skal være med til at illustrere at det er samme individ af den formodede juvenile hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge. Det store billede stammer fra Bagenkop den 27. juli 2020, mens de indsatte billeder er fra i dag den 1. august 2020. Bemærk de 2 yderste halefjer i de sorte runde cirkler samt de sorte cirkler på vingen. Her kan det samme mønster genkendes.