ENDELIG EN KASPISK MÅGE I SPODSBJERG HAVN DEN 14. MARTS 2020.

Så var ventetiden slut….Efter 2.5 måned var der endelig en Kaspisk Måge i Spodsbjerg havn… Helt præcist så jeg sidst en 2k den 30 december 2019. Dagens fugl opdagede jeg et godt stykke uden for havnen, da den svømmede rundt om en kutter med godt 50 Sølvmåger og Svartbage. I første omgang var den overhovedet ikke interesseret i at komme ind i havnen, selv om jeg gjorde alt for at lokke den ind med brød….. Ret frustrerende kom 46 fugle ind, mens den blev ude med 3 Sølvmåger. Nye forsyninger blev hentet i Brugsen og endelig kunne jeg pludselig høre den og den kom nu ned og kæmpede om brødet sammen med de andre måger… En dyr måge at få dokumenteret…. der røg for 25 kr brød… Håber en dag Coop bemærker hvordan jeg har fået brødsalget til at stige i Spodsbjerg og Bagenkop Brugs og smider mig på forsiden af Samvirke og sponsere 500 poser brød til den nye mågesæson.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Den var alle 45 skiver brød værd som det krævede for at få lokket den ind.

For at kunne huske de forskellige fugle giver jeg dem ofte et navn… den hedder fremover Coop.

Coop var en ret stor fugl og derfor nok en han.

Den samlede total af Kaspiske Måger på Langeland i 2020 er nu oppe på 18 forskellige individer, hvoraf de 12 er helt nye fugle som ikke stammer fra 2019.