FUGLE- OG NATURAVISEN FOR FANØ UGE 45 (05.-11. NOVEMBER 2018)

Uge 45 kunne også kaldes den grå uge, hvor solstrejfene var lige så sjældne som fuglene… Det meste af tiden var det enten tåget eller diset vejr, så det var en udfordring at få lidt brugbare fotos.  Men på trods af få fugle, fik jeg alligevel støvet lidt sjove fugle op i løbet af ugen.. De bedste fugle der kom igennem kikkerten var Rødtoppet Fuglekonge, 2 Hvidsiskner, Bomlærke samt en super fin Storpiber… Hvidsisken og Bomlærke var nye for Hønen i dette efterår. Ellers fine Havørne, Blå Kærhøge, Vandrefalke og Duehøge hele ugen igennem…

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Efteråret “synger” på sidste vers…. En tabt fjer hang fast i vegetationen ude på Hønespidsen… og symbolisere meget godt at vinteren er lige om hjørnet..

En Vandrikse på “dybt vand” kom som en anden Svømmesneppe svømmende tværs over Slagterrenden..

Det var svært at ramme en solopgang i uge 45, men her midt i tågen kom der en enkelt dag med et meget smukt lys for en kort bemærkning.

“Samtale med en Blisgås”… Pludselig ud af tågen kom denne smukke Blisgås og landende næsten ved siden af mig… Den næste times tid snakkede vi sammen og kiggede nysgerrigt på hinanden og selv om vi ikke forstod hinanden var det utrolig hyggeligt med dens selskab…

Ugens sidste billede blev af en af de flittige Blå Kærhøge der konstant tjekker Keldsand for fødemuligheder…