LÆRKEFALKEN IMPONEREDE MED SINE JAGTEVNER SEPTEMBER 2018

Jeg fik et helt kick da vi ved Pælebjerg på Fanø her i starten af september havde mulighed for at nyde en Aftenfalk og mange Lærkefalke der jagede Guldsmede… Egentlig burde jeg vel have været mere optaget af den sjældne Aftenfalk med det var faktisk mere Lærkefalkene der gjorde indtryk… De er så smukt bygget og tilpasset luftrummet, at det må være enhver flyfabriks største drøm, at kunne bygge et fly, der som dem kan dreje på et splitsekund i luften. Jeg kom helt til at tænke på min første Lærkefalk som jeg så på en af de fantastiske DOF ungdomslejre der blev afholdt hvert år på Sydlangeland i uge 42 i 80´erne… Her var vi så heldige at der rastede en sen en lige ude foran sommerhuset ved Gulstavmose. Især en episode glemmer jeg aldrig… falken var på et tidspunkt så optaget af jagten, at den helt glemte vi stod og kiggede, og den strøg blot få centimeter fra hovedet på os…. vi var helt oppe og ringe dengang. Jeg fik ikke så mange fotos af Lærkefalkene ved Pælebjerg, da det ikke rigtig var fotolys, så det bliver til et miks af fotos fra Fanø samt af en rastende fugl som jeg i øvrigt fik ringmærket ved Blåvand i 2016.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Lærkefalkens tydelige skægstribe kan nemt ses som kontrast til det lysere hoved. Pælebjerg Fanø den 6. september 2018.

Bemærk de smukke lyse kanter på fjerne som viser det drejer sig om en 1k. Blåvand den 7. oktober 2016.

Her ses de manglende røde ” underbusker” som den ikke har som ungfugl. Blåvand den 8. oktober 2016.

Jeg fik lige “killer blikket” Blåvand den 8. oktober 2016.