Jeg var ved at tro jeg skulle være den eneste i hele kongeriget der ikke kunne finde en Duehale i år, hvor der ellers har været en invasion med mange tusinde dyr. På Fanø har der været meget få observationer indtil videre i denne sommer, så det var lidt svært at være optimistisk…. Men som så ofte før når man hænger med næbbet og har lidt ondt af sig selv… så vender det hele 180 grader. En tur rundt i det smukke Sønderho gav “jackpot”… hele 3 Duehaler blev sparket op, lidt komisk fandt jeg 2 af dem i vores nabos have da jeg var på vej hjem fra min tur.. Jeg fik hurtigt ringet til Søren Brinch og Morten Jenrich som straks var på plads og vi fik også vist dem til et par af de lokale unger. De 3 Duehaler var i konstant bevægelse, så det var ikke nemt at få noget brugbart foto af dem og efter små ti minutter var de atter væk.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Det var blot 2. gang jeg oplever Duehale i Danmark, for en del år siden fandt jeg den første for Hukket ved Blåvand sammen med min gode ven Martin Søgaard Nielsen.