MIN FØRSTE SORTRYGGET HVID VIPSTJERT PÅ TÅSINGE DEN 29. MARTS 2023.

I går den 28. marts 2023 besøgte jeg Vejlen på Tåsinge hvor jeg havde en pæn stor flok på 19 Hvide Vipstjerter (alba). Mellem dem gik der en ret mørk fugl som jeg ret hurtigt mistænkte for at være en Sortrygget Hvid Vipstjert type (yarrellii). Da den gik lidt for langt væk i det sidste lys på aftenen turde jeg ikke gøre noget ved den. I dag den 29. marts 2023 efter arbejde tjekkede jeg op på den og kunne til min overraskelse ret hurtigt genfinde fuglen som gik i en flok på 23 Hvide Vipstjerter. Det drejede sig om en 2k fugl som ofte er umulige at kønsbestemme. Den var dog nok en han da den flere gange opførte sig hanagtig overfor de andre Vipstjerter. Hun/2k fugle er ofte ret svære at bestemme sikkert og kræver gode observationsbetingelser. Generelt en mørk fugl, med små sorte prikker på den øvre ryg som gjorde den tydeligt skilte sig ud imellem Albaerne. Godt med hvidt i vingen og på tertiæerne, mørke flanker. Kraftig sort overgump som jeg heldigvis fik fotodokumenteret. Jeg synes man bør se dette med sikkerhed samt helst også få et foto af overgumpen for at bestemme sådan en fugl med sikkerhed udenfor dens normale udbredelse. Hun/2k fugle kræver man går grundig til værks for at udelukke evt. hybrid fugle. Det var mit første fund på Tåsinge, hvor jeg tænker der ikke findes mange fund som er veldokumenteret samt fotodokumenteret. Inden jeg forlod flokken var den vokset til 29 fugle og der kunne sagtens have været flere. Fra samme sted Rød Glente samt en kaldende Grønspætte.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Sortrygget Hvid Vipstjert 2k. Fugle som denne kan ofte være svære at bestemme i forhold til mørke typer af Alba, derfor er det vigtigt at gennemgå alle kendetegn flere gange. Vejlen den 29. marts 2023.

Sortrygget Hvid Vipstjert 2k. Bemærk den store sorte overgump som strækker sig et stykke op på ryggen. Vejlen den 29. marts 2023.

Sortrygget Hvid Vipstjert 2k. Som på forrige foto bemærk igen hvor sort overgumpen er samt hvor langt den går op på den nedre ryg. Vejlen den 29. marts 2023.