SMUTTUR TIL SPODSBJERG GAV EN FANTASTISK OVERRASKELSE DEN 18. AUGUST 2021.

Det lå ellers ikke lige i kortene i dag at jeg skulle afsted til Langeland da vejret igen var noget bras. Hele dagen blæste der en kraftig vind fra en vestlig retning og der kom flere byger. Men først på eftermiddagen måtte jeg bare ud og have lidt frisk luft… så jeg tog et smut over til mågerne i Spodsbjerg havn. På trods af at alle bådene var hjemme var der faktisk lidt måger at kigge på. Grunden til at der måske var flere måger i dag end normalt skyldes nok flere havde søgt læ for vinden. Der var især ankommet en del helt unge Sølvmåger som udgjorde omkring 35-40 procent af de godt 100 Sølvmåger. Der var blot 2 Kaspiske Måger og begge var juvenile fugle. Den ene var den faste fra den 1. august 2021 mens den anden var ny. Den nye vil jeg ikke helt udelukke der kan gemme sig noget Sølvmåge i den (kan også bare være lidt variation), men dog så lidt at den går som en Kaspisk Måge. Men dagens bedste måge var dog en juvenil Vestlig Sildemåge som jeg normalt ikke får mange af på en sæson i havnene på Langeland.

Fra havnen af kunne jeg se der stod en del måger nede ved Drejet, hvor der var opstået ret store sandbanker på grund af vinden. Mens jeg tjekkede dem igennem opdagede jeg en mindre flok Almindelige Ryler (15 stk) samt 5 Små Kobbersnepper. I ryleflokken som var lidt svær at tjekke pga. vinden samt at de stod meget tæt var der en mindre ryle imellem. Den så temmelig spændende ud da den virkede aflang og ret frisk i dragten, kunne se lidt rødbrune fjer samt en lysere streg på ryggen plus lidt fine striber på brystet i teleskopet. Til alt held fik jeg set at den havde en fin lille hvid firkantet overgump og så var bestemmelsen ikke ret svær…. HVIDRYGGET RYLE…. Den første for Langeland samt den første jeg ser i mange år. I en tid hvor man åbenbart skal prale af sine ædelarter var det den 3. jeg finder i DK… Har fundet den på Tipperne samt på Rømø. Desværre gik der en person med en løs hund rundt ude på sandbankerne og da de nærmede sig fuglene lettede vadefuglene og forsvandt syd på. Det var selvfølgelig irriterende, men da den lettede var det igen nemt at se den fine hvide overgump. Jeg skyndte mig at køre til Baragge Nebbe i håb om at genfinde den. Men her var den desværre ikke gået ned og da jeg tjekkede Drejet igen på vej hjem og heller ikke kunne finde den, så var den nok smuttet. Ved Baragge Nebbe fik jeg endnu en juvenil Kaspisk Måge til samlingen. Så 2 nye Kaspiske Måger samt en Hvidrygget Ryle gjorde at denne forblæste onsdag var total godkendt.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kaspisk Måge juvenil. Spodsbjerg havn den 18. august 2021.

Vestlig Sildemåge juvenil. Spodsbjerg havn den 18. august 2021.