jeg havde hørte der rastede en Stor Kobbersneppe ved Vejlen her på Tåsinge hvor jeg bor, så jeg lavede en aftentur. Jeg blev noget overrasket da jeg så der stod hele 5 fugle, det største antal jeg nogensinde har set her på Øen. Faktisk tror jeg ikke jeg har set arten på Tåsinge siden den ynglede på Monnet og det er ved at være rigtig mange år siden (+10 år ?). Da fuglene stod i fuldt modlys her sidst på dagen var det svært at gå i detaljer med dragten… Den ene fugl var dog ekstremt lille i forhold til de andre fugle og var derfor en han. På et par af mine billeder kan man se den er kraftig farvet og ret påfaldende stribet på flanken. Tanken var derfor nærliggende og tænke det kunne dreje sig om racen islandica, det har jo næppe været melanuroides som er den mindste af de 3 racer. I flugt så det dog ud til at benene nok stak for langt forbi halen i forhold til islandica. Så jeg vil undlade at prøve på at racebestemme denne han. Ude på engene kunne jeg samtidig nyde 11 Gule Vipstjerter som alle lignede flava… det var som at være på Tipperne igen… altså dengang hvor der stadig var vadefugle derude.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Her ses 3 af de 5 Store Kobbersnepper, det er hannen i midten. Vejlen den 1. maj 2021.
Her et kraftigt forstørret foto af den omtalte han… Ikke nemt at blive klog på farverne. Dog kraftig farvet bryst med ret markerede flanker. Vejlen den 1. maj 2021.
Helt umotiveret lettede 4 af fuglene og trak mod øst…. Hannen ses længst til højre, bemærk dog at benene stikker pænt frem under halen. Vejlen den 1. maj 2021.
Denne her fugl blev tilbage og jeg antager det er den der har rastet i flere dage. Vejlen den 1. maj 2021.
“Natmad”… En lækker stor regnorm. Vejlen den 1. maj 2021.