Hvad der har føltes som en ørkenløs vandring sluttede i dag, da der endelig var en ny Kaspisk Måge på Langland. Jeg fandt en 3k fugl i Bagenkop som var den første på Øen siden jeg havde en samme sted den 31. maj 2020. Der måtte to tjek til af havnen før heldet var med mig, da jeg om eftermiddagen opdagede en der fulgte en kutter. Fuglen var til at starte med godt 1.5 km væk, men jeg havde en god fornemmelse. Heldigvis holdte mavefornemmelsen og en utrolig smuk fugl kom med ind. Helt efter bogen var den til at starte med ikke meget for at komme med helt ind i havnen. De nye fugle er altid meget forsigtige og ikke nemme at lokke med brød…. Men til sidst kunne den ikke stå for min “utrolige charme” og overgav sig totalt. Dagens fugl blev det 98. individ jeg har bogført siden 1. januar 2019 på Langeland. Desværre kunne jeg for anden dag i træk ikke genfinde Middelhavssølvmågen, mens hybriden mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge forsat nød sommeren i havnen. Ellers hørte jeg for anden dag i streg også den faste Savisanger i Gulstav Mose og i dag i hyggeligt selskab med Sven og Karin Bødker fra Sydvestjylland.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Bemærk de meget hvide undervinger samt det flotte og kraftige halebånd i kontrast til den øvrige hale. På billedet ses også der er hvidt i p10.
Man skal være utrolig forsigtig med bestemmelsen af de immature fugle om sommeren, hvor de kan være utrolig vanskelige at skelne fra immature Sølvmåger.