FANTASTISK NYT FRA ESTLAND… DEN 29. MAJ 2019

Efter en skøn morgen hvor jeg havde haft en trækkende Gulirisk ved Lunden på Sydlangeland og vanen tro brugte det meste af dagen på mågestudier i Bagenkop havn… var det skønt at komme hjem til en hilsen fra Zoologisk Museum som havde sendt mig en aflæsning på den Sølvmåge med Estisk ring jeg havde aflæst den 3. februar 2019 og genfundet igen den 16. marts 2019 i Bagenkop havn. Det var en af de meget gulbenede typer som man kan se på billedet. Stålringen var typisk en af dem man ser når man ser fugle øst fra…. Lidt mere usædvanligt var den ikke mærket på tarsus men på tibia. 

Fuglen var en ganske gammel Sølvmåge den var nemlig blevet mærket som unge den 16. juni 2008, dvs. den var 10 år, 7 måneder og 17 dage gammel (3884 dage) da jeg fandt den første gang den 3. februar 2019. Området fuglen blev mærket i hed Kuralaid, Pärnumaa, Estland, hvilket ligger 892,9 km fra Bagenkop havn.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Her ses mågen ved sit andet besøg i havnen den 16. marts 2019.