TEST AF DEN NY ZEIS CONQUEST HDX DEN 20. AUGUST 2024.

Noget af det mest spændende er når jeg får en henvendelse fra Zeiss Birkerød og de gerne vil have mig til at teste en af de nye modeller der snart vil komme på markedet. Efter jeg tidligere har testet SF og SFL serien og skrevet anmeldelser af dem her på bloggen, havde jeg denne gang muligheden for at teste Zeiss Conquest HDX 8 x 42.

Her ses den nye Zeiss Conquest HDX 8 x 42.

Der er nok flere jægere, birdere og naturmennesker der er bekendt med den tidligere Zeiss Conquest HD 8 x 42. Denne model har nu gennemgået en væsentligt opdatering samt fået et smukt og nyt look. 

Jeg har tidligere selv haft fornøjelsen at arbejde professionelt med den gamle model i Grønland og udsat den for nogle af de meste barske udfordringer i forbindelse med fugleoptællinger til havs. Jeg fik næsten et mindre flashback da jeg stod med den nye model i hånden. Man får et indtryk af en meget stærk og solid kikkert, en kikkert der i kraft af sin kompakthed virker uopslidelig. Zeiss har givet den nye model et smukt nyt facelift, den er nu lidt mere rund, hvor den gamle model var mere kantet. Jeg var meget glad for denne opdatering, da jeg oplevede, at den nye model lå fantastisk godt i hånden og man samtidig kunne holde godt fast i den pga. af dens kompakthed. En væsentlig rolle hvis man er ude i kraftig vind og dårligt vejr, da man derved fortsat kan opnå et roligt billede. Uanset hvordan man holder på den var det nemt at bruge/nå fokuseringen, som i øvrigt kørte nemt og roligt.

HDX`en har også gennemgået et vægttab. Den nye model vejer 85 gram mindre end HD`eren og er nu nede på 715 gram, hvilket er meget vigtigt når den skal hænge om halsen på en i felten hele dagen. Lige som da jeg testede SFL`eren var jeg igen meget imponeret over den utrolige kontrast kikkerten giver og som derved gør, at man kan se meget små detaljer utrolig tydeligt på fugle og insekter. Synsfeltet er altid min akilleshæl når jeg tester en ny kikkert. Her kræver jeg et meget stort synsfelt, da jeg synes det er noget af det vigtigste ved en kikkert. HDX`en skuffede mig ikke med sine 128 m på 1000 meter.

Den nye Zeiss Conquest HDX 8 x 42 i selskab med Zeiss Victory SF 8 x 32.

Hvis man man vil have en af de bedste allround kikkerter og en kikkert som man næsten ikke kan slide op, så vil jeg anbefale at man går ind til sin kikkertforhandler og prøver denne model.