Efter arbejde gik turen til Langeland, hvor der skulle tjekkes lidt fugle. Vejret var utroligt tungt og gråt der var ikke ret meget lys at arbejde med, men derfor behøver det jo ikke blive en kedelig tur. På den sydlige del lagde jeg ud med ca. 5000 Bramgæs plus en adult Havørn der fik dem alle på vingerne. To Kaspiske Måger hhv. 1 1k og 1 2k hhv. i Bagenkop havn samt ved Ormstrup var gamle bekendte. På vej mod Spodsbjerg havn på østkysten af Langeland godt 15 km syd for Spodsbjerg opdager jeg på en mark med mange måger 1 1k Kaspisk Måge som jeg ret hurtigt kan genkende som en 1k fra Spodsbjerg havn !. Mens jeg kigger på den kan jeg pludselig se en fin 3k Kaspisk Måge lette langt ude på marken hvorefter den tager direkte kurs mod mig. Mens jeg følger den begynder det at gå op for mig at det er den 3k som jeg sidst skrev om her på bloggen den 21. november 2022 og som jeg har fulgt siden den ankom til Spodsbjerg havn som 1k i efteråret 2020. Jeg har fodret den meget gennem årene og den har simpelthen kunne genkende min bil for den lander kort fra min bil. Jeg smider straks et stykke brød ud og selv om mågerne normalt aldrig kommer hen efter et stykke brød i det åbne land (her er de meget mere forsigtig end det man oplever i havnene) går denne her 3k Kaspiske Måge straks efter brødet. Jeg må indrømme jeg er meget imponeret over at denne fugl kan genkende min bil/mig og endda 15 km fra havnen hvor det normalt er der jeg har fodret den….. Man kan roligt sige det er intelligente fugle… mågerne. Helt høj over denne fantastiske oplevelse slutter jeg af med en større flok Gæs syd for Drejet som består af 32 Tundrasædgæs, 1 Kortnæbbet Gås, 2 Blisgæs samt 300 Grågæs. Det var samme sted som Peder Rasmussen og jeg i sidste uge så 7 Kortnæbbede Gæs. Mellem Gæssene er der også 114 Sangsvaner hvoraf kun 6 er ungfugle fra i år.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge 3k. Min ven kunne i dag genfindes 15 km fra Spodsbjerg havn – hvor den alligevel kunne genkende mig. Langeland den 30. november 2022.
Kaspisk Måge 1k. Denne fugl har jeg også set i par gange i Spodsbjerg havn, den gik sammen med 3k fuglen og mange hundrede andre måger på samme mark. Langeland den 30. november 2022.
Tundrasædgæs. Her ses næsten hele flokken. Når nu mågerne også var gengangere kan man være fristet til at tro det kunne være en del af samme flok (36 stk.) Tundrasædgæs som jeg så flyve over Bagenkop havn den 27. november 2022. Syd for Drejet den 30. november 2022.