HVOR ER SPOTTESANGERNE BLEVET AF ? DEN 8. SEPTEMBER 2022.

Da regnen væltede ned her i Øhavet og det ikke fristede at komme ud og lede efter måger og andet godt…. tog jeg i stedet for et kig i den nye oversigt over Danmarks fugle 1800-2019 (læs om denne fantastiske bog her på bloggen, hvor jeg har lavet en lille anmeldelse). En art der sprang i øjnene var Spottesanger en fugl som man engang med god grund forventede ville blive mere almindelig i Danmark. Det er derimod slet ikke gået som forventet efter nogle gode år for arten i især Blåvand hvor 4 af de 7 danske fund er registreret. Arten ikke blevet fundet i Danmark siden juni 2012 i netop Blåvand som faktisk var en fugl jeg selv fangede. Det er virkelig svært at forstå at denne art ikke er årlig i Danmark, især når man ser hvad der er af fund i Holland og England. Af de 7 fund er kun 2 fundet i felten mens resten er fugle der blevet fanget og ringmærket. Da arten ikke har noget imod at sidde fremme og synge og sangen slet ikke minder om en Gulbug som den ligner meget burde det ellers ikke være svært at opdage den på sangen. Det virker som om at de sangere der har en SV europæisk udbredelse har sværere ved at komme til Danmark fx Vestlig Bjergløvsanger, Iberisk Sanger, Provencesanger, Cettisanger (de 2 sidstnævnte er faktisk aldrig blevet registreret i Danmark, hvilket er lidt overraskende). Af de 7 fund stammer de 4 fra om foråret, mens de sidste 3 er fra om efteråret. Der er derfor fortsat håb for et fund i 2022, hvilket sikkert ville glæde mange efter 10 års tørke. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright

Spottesanger 2k+. Den sidste der er blevet registreret i Danmark. Blåvand den 18. juni 2012.

Spottesanger 1k. Blåvands eneste efterårsfund fangede jeg også. Blåvand den 2. september 2011.

Gulbug 2k+. Der er flere ting man kan kigge efter i felten for at opdage en Spottesanger. Det bedste er nok at tjekke hånden som er meget lang hos Gulbug og meget kort hos Spottesanger. Selv om det ikke er muligt på dette foto af se Gulbugens benfarve, så er det også et brugbart kendetegn i felten, da Spottesanger har mere brune ben i modsætning til Gulbugens blå. Tjek fx de første 2 fotos af Spottesanger her kan man se benfarven. Blåvand den 4. juni 2014. 

Spottesanger 1k. Skulle man være heldig at fange en Spottesanger er det utrolig nemt at bestemme den. I forhold til Gulbug er 2eren utrolig kort i forhold til 3eren (2nd P = 6/7). Hos Gulbug er 2eren næsten lige så lang som 3eren (2nd P = 4/5). Vingelængden hos Spottesanger er 62-71 mm mens den hos Gulbug er 73-82 mm. Blåvand den 2. september 2011.

Spottesanger 2k+. Bemærk på denne fugl som blev fanget af Troels L Petersen i foråret 2010, den korte hånd, brune ben og ikke noget lyst vingepanel. Blåvand den 6. juni 2010.