SKAGEN ER SAGEN – 1. HALVLEG DEN 16. MAJ 2022.

Laila og jeg er vendt hjem efter 17 pragtfulde dage med fugle, sommerfugle, hvaler og socialt samvær med andre birdere i Skagen og omegn. Bloggen har derfor ligget stille i en lang periode hvor der ikke har været overskud til daglige opdateringer. På trods af ikke 100 procent optimalt vejr, så kommer man ikke skuffet hjem fra Skagen. Der gik næsten ikke en dag uden der kom fine oplevelser ind på hardisken. Især blev de mange Storlommer nydt og kronet med en super smuk adult Hvidnæbbet Lom. Flere gode rovfugle bestående af flere Kongeørne og enkelte 2k Steppehøge blev fejret med en god ny ædelart i form af en immature Steppeørn. Den bedste småfugl fra perioden blev en Alpejernspurv men 2 Citronvipstjerter var vi bestemt heller ikke utilfredse med. Personligt var dog hele 7 Spækhuggere en episk oplevelse, da de kunne ses helt fantastisk samt meget længe… sikke en stemning der var blandt folk på Nordstranden denne morgen….. Vi ser allerede frem til turen atter går til Skagen igen.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Sørgekåbe. Lidt overraskende var der næsten daglige meldinger om Sørgekåber den første uge vi var i Skagen. Vi var heldigvis heldige at få set flere selv. En stor tak til Jørgen Kabel som igennem perioden kom med mange gode tips om hvor der var godt at se sommerfugle i Skagen. Batteriskoven, Skagen den 29. april 2022.

Gråmåge 2k. Omkring 2 til 3 forskellige fugle kom i notesbogen… De fleste sås i havnen men de kunne også findes på Grenen. Skagen havn den 2. maj 2022.

Sortstrubet Bynkefugl han. Vanen tro kunne jeg ikke modstå at få lidt billeder af min ynglingsfugl som der var pænt med i Skagen og omegn. Skagen den 3. maj 2022.

Lille Fluesnapper 2k. I følge lokale Erik Christopersen (tjek hans blog hvor der er mange fede fotos af fuglene i Skagen) så var det den næst tidligste Lille Fluesnapper der var registreret i Skagen. Batteriskoven, Skagen den 8. maj 2022.

Steppeørn immature 2-3k. Så var der ny ædelart i form af denne fine ørn. Saftevandsbakken, Skagen den 9. maj 2022.

Toplærke. En tur til Hirtshals havn for at se denne sjældne lærke blev det også til. Hirtshals havn den 6. maj 2022.

Makisanger han. På vej hjem fra Skagen gik turen forbi Blåvand hvor denne smukke sanger rastede og glædede mange ornitter, især Laila som så sin første “Hvidskægget Sanger” i Danmark. Blåvand den 15. maj 2022.