ET OVERBLIK OVER DE KASPISKE MÅGER PÅ LANGELAND I MARTS 2022 DEN 31. MARTS 2022

Som forventet blev det igen en pivringe omgange for Kaspisk Måge på Langeland i marts 2022 da der fortsat var et fiskestop. På grund af der aldrig var fugle i havnene var jeg også en del mindre i Bagenkop havn, mens Spodsbjerg havn blev nogenlunde dækket. Faktisk blev ingen af de blot 3 Kaspiske Måger (A) jeg så på Langeland set i havnene. De første 2 fugle hhv. 1 3k og 1 2k blev begge set den 5. marts 2022, den ene ved Snaremosen og den anden ved Nørreballe Nor. Den 3. fugle blev set kort ved Drejet syd for Spodsbjerg havn den 23. marts 2022, det drejede sig om en 3k fugl. Det bringer den samlede total op på blot 16 forskellige fugle i 2022, hvoraf de 12 alle er fugle jeg ikke tidligere har noteret, mens de sidste 4 fugle er gamle kendinge fra tidligere år fx. 2021. 

Efter at have undersøgt Kaspiske Måges forekomst intenst igennem mere end et årti på Langeland, først kun i vinterhalvåret og seneste hele året i både 2020 og 2021 samt i starten af 2022 vælger jeg at indstille mit private projekt. Jeg synes det er lykkedes meget godt at vise hvordan sammenhængen er med denne arts forekomst på Langeland samt hvor vigtigt det er der er noget fiskeri på Øen for at der er mange fugle. Alene i 2020 og 2021 så jeg tæt på 900 forskellige fugle og sammen med de mange vintre har jeg set et godt stykke over 1200+ fugle. Jeg har i alle årene forsøgt at skelne de forskellige individer fra hinanden og bevist det faktisk godt kan lade sig gøre selv om de ikke er ringmærkede. Jeg håber det har været spændende for læsere af min blog at følge med i både bestemmelsesdelen samt forekomstmønstret og det eventuelt har givet lidt inspiration. (Der må atter fiskes fra den 1. april 2022, så der vil der garanteret dukke lidt nye fugle op igen og der vil være gode muligheder for at finde sin egne Kaspiske Måger).

Jeg kan selvfølgelig ikke undvære de Kaspiske Måger og der vil garanteret dukke mange fotos op de kommende år af denne meget smukke fugl. Der vil dog ikke være daglige opdateringer hver gang der er en ny fugl på Øen, ej heller vil der komme en samlet rapport om årets mågeforekomst på Langeland.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kaspisk Måge (A). (Arkiv) Det var en skøn rejse at give sig selv lov til at følge en art så intenst. Bagenkop havn 13. november 2019.