PERFEKT KAFFEPAUSE – FØRSTE JANUAR FUND AF SORTHOVEDET MÅGE PÅ LANGELAND DEN 30. JANUAR 2021.

Jeg brugte det mest af denne meget smukke dag ved Spodsbjerg havn, men nåede dog først lige at vende Bagenkop havn. Den sydlige havn ville ikke noget i dag, jeg måtte nøjes med 1 2k Kaspiske Måge som har været meget stationær, den sås allerede i havnen i 2020. Efter jeg havde tjekket og dannet mig et overblik over Spodsbjerg havn, trængte jeg til en lille kaffepause… Den blev indtaget mellem Løkkeby enge og havnen, mens jeg kunne kigge ud over havet mod Lolland. Jeg havde ikke holdt mere end 2 minutter, før jeg kunne kalde mig “Fynsmester” i Sorthovedet Måge. For andet år i streg fandt jeg årets første Sorthovedet Måge i det gamle Fyns Amt (sidste år var det på Tåsinge den 4. marts 2020). Fuglen som var en flot adult fugl med et lille hak i venstre vinge lå cirka 1 km ude ret højt oppe, hvor den lå og fløj lidt frem og tilbage inden den forsvandt mod NØ. Jeg så fuglen klokken 11.45 og selv om jeg blev i området til klokken 17 så jeg den aldrig mere. Det er sandsynlig også den første i Østdanmark i år, mens der har været flere observationer i det jyske, især i Hanstholm og Århus. Spodsbjerg området har faktisk været et godt sted at finde arten på Langeland, således havde jeg senest 2 forskellige adulte i samme område hhv. den 28. oktober og den 1. november 2020. 

Det blev også til lige over en håndfuld Kaspiske Måger i Spodsbjerg i dag. De var dog ikke inde særlig længe i dag, kun en enkelt fugl var der hele dagen. Jeg havde 1 adult (ny), 1 4k (ny), 1 3k (genganger) samt 3 2k (gengangere). Så alt i alt 7 fugle blev det til i dag på Langeland for mig.

Aflæsning af Kaspisk Måge i Spodsbjerg havn: (VLHJ).

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.I den sorte cirkel flyver det første fund af Sorthovedet Måge i januar nogensinde for Langeland. Spodsbjerg den 30. januar 2021.

En af dagens nye Kaspiske Måger var denne 4k øverst til venstre . Spodsbjerg havn den 30. januar 2021.

Min første Korttået Træløber i år (faktisk var der 2 sammen). Løkkeby enge den 30. januar 2021.