Vejret var af svingende kvalitet i dag, dog var det næsten tørvejr frem til sidst på eftermiddagen, hvor der kom flere langevarige byger. Solen kiggede dog frem først på formiddagen og det benyttede jeg sammen med Laila Neermann til at køre i Tryggelev Nor. Dagens vigtigste opgave var at finde den rastende Thorhane som var ny art for Laila. Det tog ikke mange minutter før vi havde fundet den og den var super fin, den var på sin faste post og var superivrigt fouragerende. Herefter tjekkede vi forskellige lokaliteter uden de helt store resultater, det bedste blev 4 Husrødstjerter i Bagenkop havn. Vores sidste stop var ved Baragger Nebbe og Spodsbjerg havn. Ved førstnævnte lokalitet havde vi en flok på 10 trækkende Dværgmåger (9 3k+ og 1 1k) samt en ringmærket 1k Kaspiske Måge som lignede den polske fugl (P1R0), som dog stod for langt væk til en sikker aflæsning. Ellers var den faste Sandløber også fortsat på plads. I Spodsbjerg havn var vi straks mere heldige, her havde vi 3 1k Kaspiske Måge, hvoraf de 2 var nye fugle. Den 3. fugl var den farvemærkede (VLCH) som åbenbart har tænkt sig at blive her i området omkring Spodsbjerg.
Aflæsning af Kaspisk Måge i Spodsbjerg havn: (VLCH).
Foto: Laila Neermann, Copyright.
Denne måge har jeg fået et ganske særligt forhold til… Den har jeg været lidt ekstra “god ved” da den kun har et øje. Den er nu blevet så tillidsfuld at den kommer og spiser af min hånd. Spodsbjerg havn den 2. november 2020.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge 1k. Spodsbjerg havn den 2. november 2020