MÅGER I 30 GRADERS VARME I ØHAVET DEN 7. AUGUST 2020.

Både mågerne og jeg led i varmen i dag… men vi kunne ikke undvære hinanden. Mågerne stod med åbne næb for at komme af med varmen, jeg valgte ikke den taktik, da det jo ser lidt dumt ud. Bagenkop som var første stop på turen var meget rolig, det blev blot til 4 juvenile fugle og faktisk troede jeg ikke jeg fik nogen nye før jeg fik tjekket arkivet da jeg kom hjem. Her kunne jeg konstatere at det alligevel blev til en enkelt ny juvenil. Den farvemærkede med gul ring (V.LHA) var også  forsat på plads (glemte at skrive jeg også så den i går på bloggen) Ellers bød havnen på 2k Middelhavssølvmåge (siden 13. juli 2020) og 2k hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge (Foråret 2020). Da jeg begyndte at ligne en grillkylling efter alt for mange timer i solen valgte jeg at køre mod Spodsbjerg. Nøjagtig som i går var Spodsbjerg fortsat med på at producere flere nye Kaspiske Måger til mig. Jeg så i alt 8 fugle, den lidt ustabile 2k fugl var atter inde (den jeg først så i Bagenkop) samt 7 juvenile fugle. Af de 7 juvenile var der 4 nye til mig . Dog kan den ene ikke tælles med i det samlede antal, da det var den med blå farvering (V.5T6) som jeg aflæste i Bagenkop havn den 1 og 2. august 2020. Blandt de 7 juvenile fugle i dag var den farvemærkede fugl fra Polen (P:UM6) som jeg fandt i går også forsat på plads. En ny juvenil hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge blev det også til. Denne nye hybrid kaldte overvejende mest som en Kaspiske Måge, desuden havde den ret lyse/hvide undervinger. Halebåndet og overhalen mindede mest om en mellemting mellem de to arter.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Juvenil Kaspisk Måge får sig et overblik. Bagenkop havn den 7. august 2020.

Denne Kaspiske Måge var ny for Spodsbjerg havn men ikke for sæsonen. Den var tidligere blevet mærket i Bagenkop havn, hvor jeg aflæste den den 1. og 2. august 2020. Spodsbjerg havn 7. august 2020.

Endnu en formodet juvenil hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge. Bemærk der er kommet nye friske fjer. Spodsbjerg havn den 7. august 2020.