SUPER SPÆNDENDE DAG I HAVNENE PÅ LANGELAND DEN 27. JULI 2020.

jeg brugte igen det meste af dagen i de to havne Bagenkop og Spodsbjerg og havde en ret spændende dag. Det virker lidt som om de juvenile Kaspiske Måger er aftagende, selv om jeg havde hele 9 fugle i Bagenkop var der kun 3 nye jeg ikke tidligere havde registreret, resten havde jeg set flere gange. Spodsbjerg havn var næsten hel død men bestemt ikke kedelig. Jeg så kun en juvenil som var en ganganger. Lidt mere spændende var en 2k fugl, da det var en fugl jeg allerede tidligere havde set i Bagenkop havn den 23. juli 2020. I Bagenkop havn havde den været lidt svær at få dokumenteret, jeg måtte kravle halvt ud på molen, bestemt ikke noget jeg bryder mig om. Men i dag var jeg godt tilfreds med jeg havde gjort det, da det var muligt at se det var samme fugl der var dukket op i Spodsbjerg havn. Ellers var den sædvanlige 2k Middelhavssølvmåge forsat på plads i Bagenkop, det samme var 2k hybriden mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge. I Spodsbjerg blev det igen til en iagttagelse af en adult Sildemåge.

Men dagens mest spændende fugl var en juvenil hybridtype mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge der rastede i Bagenkop havn. Det særligt spændende var at for første gang nogensinde hørte jeg en hybridtype kalde præcis som en Kaspiske Måge !!, hvilket både var lidt skræmmende men også super interessant. Jeg hørte fuglen flere gange og den sad lige i skabet hver gang. Længe har jeg håbet/troet at hybridtyperne havde deres eget kald, som mest har mindet mig om noget Sølvmåge kald, dog ikke så kraftigt og højt som denne. Hvis jeg har ret i det er en hybrid mellem de to arter, så er der nye udfordringer (for mig) hvis de kan kalde sådan, da det vender det hele lidt på hovedet. Det er bestemt ikke blevet mere kedeligt at følge mågerne på Langeland…!!!

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Juvenil Kaspisk Måge i Bagenkop havn den 27. juli 2020. 

Denne 2k Kaspisk Måge fra Spodsbjerg havn i dag den 27. juli 2020 havde jeg allerede fundet, da jeg så den i Bagenkop havn den 23. juli 2020. 

Her ses den i Bagenkop havn den 23. juli 2020. 

Den formodede juvenile hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge kaldte fuldstændig som en Kaspisk Måge. Bemærk de ret brede hvide kanter på rygfjer og dækfjer. Bagenkop havn den 27. juli 2020.

Bemærk halebåndet og den øvrige hale passer fint på en Kaspiske Måge. Bagenkop havn den 27. juli 2020.

Undervingerne er ikke super mørke . Bagenkop havn den 27. juli 2020.

Stående var der mere Sølvmåge over den med de lidt kraftige og korte ben (muligvis synsbedrag, når den stod stille i luften med hængende ben, så de lange ud og virkede ikke kraftige, men mere om det man ser hos Kaspiske Måge) . Hovedet er en mellemting, men det ser ud som om fjerdragten/skindet sidder tæt på kraniet som man ser det hos Kaspiske Måge. Bagenkop havn den 27. juli 2020.