MONSTERARBEJDE AT HOLDE STYR PÅ DE KASPISKE MÅGER DEN 25. JULI 2020.

Man føler sig næsten helt manisk når man bare skal være i en af havnene hele tiden… Der var heller ingen vej uden om i dag, for hvis jeg skal forsøge at kunne styre hvor mange juvenile Kaspiske Måger der går gennem havnene disse uger, så er det bare med at være der så meget som muligt. De seneste 14 dage har også betydet omkring 15.000 fotos af Kaspiske Måger for at kunne lave et forbryderalbum. Dagens udbytte var igen meget tilfredsstillende, Bagenkop havn bød på 9 juvenile fugle hvoraf de 3 var nye. Ellers også den faste 2k Middelhavssølvmåge (13. juli 2020) samt hybriden mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge (2k) som har været her siden foråret. Til min store overraskelse hørte jeg den kalde som noget der minder om Kaspiske Måge i dag, hvilket er første gang overhovedet… men jeg oplevede det ikke som spot on… men det er noget der skal holdes øje med. Spodsbjerg havn bød på 5 juvenile Kaspiske Måger, hvor af de 2 var nye for sæsonen. Så et udbytte på 5 nye juvenile bringer det samlede antal af juvenile fugle op på 90/93 fugle på Langeland (alle set siden den 10. juli 2020).. Så det burde være muligt at nå de 100 juvenile fugle inden august.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Der er rigtig mange børn der fanger krabber i havnen her i sommerferien og når krabberne så skal ha` deres frihed igen er det ikke alle der når ned på bunden af havnen igen. En juvenil Kaspisk Måge var lynhurtig til at snuppe sig lidt mad. Bagenkop havn den 25. juli 2020.

Flere og flere af de juvenile Kaspiske Måger begynder at blive mere lyse. Det bliver super rart når de kommer ind i deres 1. vinter, så er de meget nemmere at genkende. Bagenkop den 25. juli 2020.

Juvenil Kaspisk Måge. Bagenkop havn den 25. juli 2020.

Juvenil Kaspisk Måge med meget hvide undervinger. Spodsbjerg havn den 25. juli 2020.