Jeg havde næsten ikke afsluttet samtalen i telefonen med Martin Søgaard før han atter var i røret… Han havde lige fået meldingen om 3 Hvidvingede Terner i Nørreballe Nor, som han blot var et minut fra. Lidt skægt havde vi lige nævnt denne art til hinanden, da der var blevet set nogle fugle i Nordtyskland i går… Vejrsituationen var også rigtig gunstig i dag, på Sydlangeland var der SØ-vind med regnvejr, mens det var tørvejr fra Lindelse og videre nord på. Da jeg var ved Spodsbjerg blot 20 minutters kørsel fra Nørreballe Nor, valgte jeg at tage chancen, da jeg ikke havde set arten på Langeland siden jeg havde 5 fugle ved Løkkeby enge den 13. maj 2005. Ved ankomsten var de 3 fugle på plads og mens vi nød dem spottede Ole Goldschmidt yderligere 25 fugle, så man nu kunne nyde hele 28 fugle flyve rundt sammen… Inden jeg kørte tog fuglene højde og det så længe ud som om de ville smutte.. men de vendte dog tilbage. Smutturen syd på bød også på Savisanger og Sort Glente.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Hvidvinget Terne er måske verdens smukkeste terne.
Flere gange var fuglene nede og stå og her kunne man rigtig se hvor påfaldende langbenet arten er.
At ramme disse “fald” af Hvidvinget Terne kræver helt specielle vejrforhold… og i dag var en af de dage på Sydlangeland. Her ses 27 af de 28 fugle, da de lå og skruede sig op.
På trods af overskyet vejr, tog disse sort-hvide terner sig godt ud højt oppe på himlen.
Mit sidste kig på dem inden jeg kørte videre.