Så gik turen atter til Langeland og valget faldt igen på den sydlige del af Øen… Det var en utrolig smuk dag, der først var temmelig kold, da nattemperaturen havde været under frysepunktet…. Men som dagen skred frem og solen fik magt kom termometret op på 12 grader… Foråret begynder for alvor nu… Men den kolde morgen gav ikke mange trækkende fugle… så efter nogle timer valgte jeg at komme videre i teksten. Efter forskellige småtjek flere steder uden det store held endte jeg ude ved Ristinge Hale. I samme sekund som jeg kørte ned af grusvejen, kom der et kæmpe fly ind over land og det fik en stor flok Knortegæs på vingerne. Faktisk havde jeg slet ikke set fuglene før de lettede og landede ude på vandet. Nå men jeg besluttede mig til at tjekke dem igennem, da de lå relativt godt. Mine tanker kredsede selvfølgelig om en Sortbuget Knortegås, som jeg ikke havde set i flere år… Jeg nåede heller ikke mange fugle igennem før der lå en smuk adult fugl…juhu juhu. Jeg fik gode venner til at melde den ud, men jeg burde have tjekket hele flokken færdig inden jeg gjorde det, da der ikke gik mange minutter før jeg fandt endnu en…. Den første mulitiobs på Langeland nogensinde… Folk med hang til at overdrive ville lige frem sige en flok, men nu har jeg jo boet mange år i Vestjylland !. Det var en ganske god andel at finde 2 styk Sortbuget Knortegås mellem 225 Mørkbugede Knortegæs. Efter et lille stykke tid delte fuglene sig og fugl nummer to forsvandt i en vestlig retning. Begge fugle var adulte.
Arten sås første gang ved Ristinge Hale i år 2000… Siden er den registreret samme sted i årene 2006, 2007, 2008 og i 2012 og faktisk var jeg den der havde arten sidst ved Ristinge Hale, da jeg så en fugl den 14. marts 2012. Umiddelbart stammer alle observationer fra dette område, dog fandt jeg en ved Spodsbjerg for mange år siden, faktisk så længe siden, at mine billeder af den stammer fra før den digitale tidsalder for alvor slog igennem.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Selv på afstand er det nemt at “plukke” en Sortbuget Knortegås.
På et tidpunkt kom den ene fugl ganske tæt på mig, bemærk den kraftige “leverplet” på flanken samt den kraftige halsring… Det burde være muligt at tage arten på direkte træk under gode lysforhold.
Adult Sortbuget Knortegås sammen med 2k Mørkbuget Knortegås.
Bemærk igen hvor bred halskraven er hos den Sortbugede Knortegås.
Dagens kratlusk gav en delikat syngende Rødtoppet Fuglekonge i Ristinge Mose som desuden også bød på 5 Citronsommerfugle.
Dagens Rødtoppede Fuglekonge var en 2k… bemærk spidse samt smalle halefjer.
I Tryggelev sås den faste Store Tornskade som har tilbragt hele vinteren der… Et lokalt Gulspurve par blev temmelig nervøse da den landede i “deres” busk.