OPSUMMERING AF UDVALGTE MÅGER PÅ LANGELAND 2019 – DEN 31. DECEMBER 2019.

Så er mågesæson 2019 slut for mit vedkommende og det har været et godt år at tjekke måger på Langeland. Jeg har primært tjekket Bagenkop havn, Klise Nor samt Spodsbjerg havn. Men andre lokaliteter som Siø, Rudkøbing Vejle, Nørreballe Nor, Gulstav Mose og Kelds Nor er også blevet undersøgt mange gange. Sorthovedet Måge har jeg forsat til gode at se raste i havnene. Baltisk Sildemåge blev årets mest sjældne måge, da en enkelt fugl rastede i Bagenkop havn i november nogle dage. 

Opsummeringen indeholder kun fugle som jeg selv har fundet og fotograferet samt set sammen med andre fuglefolk og derved kunnet skelne de enkelte fugle fra hinanden. En stor tak skal især lyde til Peder Rasmussen som jeg har haft mange hyggestunder og ture sammen med i jagten på de forskellige måger. Desuden takkes Jan Johansen og Allan Møller for godt samvær og godt humør i Bagenkop havn samt alle fiskerne i Bagenkop og Spodsbjerg for at de har accepteret, at jeg har kigget dem over skulderen med kamera og kikkerter i jagten på at dokumentere de mange måger.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Årets sjældneste Måge blev en smuk Baltisk Sildemåge som tog ophold i Bagenkop havn i perioden den 11. til den 14. november. 

Den 7. april rastede meget kortvarigt en rigtig Gråmåge på stenmolen i Bagenkop havn. (Samtidig kunne Viking Mågen ses inde i havnen) Den kunne genfindes i Klise Nor kort tid efter den havde forladt havnen, hvor den ligeledes rastede meget kort tid inden den skruede sig op med nogle Sølvmåger og forsvandt i en østlig retning i høj højde.

Årets mest omdiskuterede måge blev denne Viking Måge i Bagenkop havn som rastede i første omgang fra den 11. februar til den 31. maj. Der var mange meninger om bestemmelsen, mange mente det var en lidt afvigende Gråmåge, selv var jeg mest tilhænger af en hybrid mellem Gråmåge og Sølvmåge. Utrolig nok vendte den tilbage den 1. december, dog først regelmæssigt fra den 10. december. Nu lignede den for alvor en Viking Måge.

“Ritha” som jeg døbte Viking Mågen vendte som nævnt ovenfor noget overraskende tilbage til Bagenkop havn fra den 1. december og gav mig en unik mulighed for at se og studere dens dragtudvikling siden den forsvandt den 31. maj. På billedet her fra december kan man nu se øjet er blevet lyst. Bestemmelsen af de store måger er en udfordrende disciplin, især når man bevæger sig ud i hybridteorien. 

Middelhavssølvmåge er forsat en svær art at finde på Langeland… Men i år blev det dog til 4 forskellige fugle som næsten alle blev set i Bagenkop havn. Første fugle var en 2k fugl den 3. januar, næste fugl var en 3k den 23. februar, mens den 3. fugl (se foto) en 2k blev set første gang den 20-21. maj. Den dukkede atter op den 8. juli og endnu gang den 19. juli. Årets sidste fugl var en 1k som rastede kortvarigt i Klise Nor den 20. november. Kun årets sidste fugl blev ikke fotodokumentret.

Kaspisk Måge er den mest almindelige blandt de fåtallige måger der gæster Langeland. Samlet så jeg 60 forskellige individer, og de fordelte sig således, Bagenkop havn 55 fugle, Spodsbjerg havn 5 og Gulstav Mose 1. Selv om det samlede antal giver 61 er der kun 60 individer, da en fugl først rastede i Spodsbjerg havn og senere blev genfundet i Bagenkop havn og derved ikke tælles med igen i den samlede oversigt. Det er muligt at skelne mellem de mange fugle pga. tusindevis af fotos hvor jeg har kunnet sammenligne fra gang til gang. Jeg har haft mulighed for at følge arten fra januar til slutningen af juli og igen fra 11. november og året ud. Den nok bedste periode for arten september-oktober blev slet ikke dækket med undtagelse af en enkelt dag i september. På langt sigt er det mit håb at kunne dække denne periode mere nøjagtigt samt også at forsøge at kigge efter arten på direkte træk fra fx. Dovns Klint. Jeg formoder den er meget overset på træk af flere grunde såsom manglende interesse, store afstande samt ikke godt nok kendskab til bestemmelsen. Et forsigt bud er at der trækker 500+ forbi og at der samlet burde kunne ses omkring 100 til 150 forskellige rastende fugle alene i Bagenkop havn. 

Hybrider mellem Kaspiske Måger og Sølvmåger også kaldet “Cactus” er forsat meget fåtallige på Langeland, hvilket selvfølgelig skyldes de kan være meget svære at bestemme og derved svære at plukke ud… der er dog ingen tvivl om der nok er flere fugle derude. Her ses en af hybriderne en 2k fra februar.

En anden sandsynlig og spændende hybrid var denne Svartbag x Sølvmåge fra Spodsbjerg som opholdte sig i havnen i perioden den 22. til den 27. november 2019. Denne hybridtype er umiddelbart ekstrem sjælden, ifølge Gulls of North America, Europe and Asia af Klaus Malling Olsen og Hans Larsson, her omtales der dog fund fra Finland og Danmark og desuden Sverige (Hans Larsson personlig medd.).

Min første Sorthovedet Måge af i alt 7 forskellige fugle i 2019 på den lange Ø var en adult som lå og rastede syd for Spodsbjerg havn på en tåget dag den 22. marts. Fuglen dannede umiddelbart par med en Stormmåge som den hele tiden holdte sig til. De andre fund var en 3k ved Rudkøbing Vejle den 22. marts, 2 adulte på en pløjemark nord for Nørreballe Nor den 4. april samt 3 adulte på Siø den 19. april, hvor den ene var farvemærket med en hvid plastik ring der desværre ikke kunne aflæses.