VINTERSTEMNING FRA BAGENKOP HAVN DECEMBER 2019.

Som de skarpe læsere nok har bemærket har jeg en hvis kærlighed til mågerne, som jeg nu har fulgt meget intenst i Bagenkop havn de seneste godt 10 år…. Først var det for at blive bedre til at bestemme dem, især var Kaspisk Måge en stor drivkraft, hvilket den forsat er, men som årene er gået bliver jeg mere og mere fascineret af selve fuglene og deres skønhed. Når man følger enkelte individer så tæt som jeg gør opdager man pludselig hvor forskellige de er i forhold til hinanden… de har alle deres egen personlighed. Faktisk kan jeg ofte sige med det samme det er den og den fugl alt efter hvordan den opføre sig og hvor den opholder sig i havnen osv. inden jeg når at se den i kikkerten. Mange mennesker er ikke vilde med måger, da de kan være larmende og støjende, selv hos os ornitologer er der mange der ikke gider måger, da de kan være svære at bestemme. Jeg håber dog  via min blog, at jeg kan få flere til at blive begejstret over disse fantastiske interessante og smukke fugle.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

En af de måger som jeg holder meget af er denne Kaspiske Måge som er i sin 2. vinter og som jeg kalder “Store” Jeg har skrevet flere gange om den, da den har opholdt sig i havnen siden november 2018. Det var straks en fugl der sprang i øjnene, da det var en ret stor fugl samt en meget “støjende” fugl, jeg mindes ikke at have haft en Kaspisk Måge i havnen før som gjorde så meget opmærksom på sig selv… og jeg har efterhånden set mange hundrede fugle gennem årene. Lige nu er den i nok sin smukkeste fjerdragt og jeg er særlig glad for dette billede jeg fik af den den 27. december, hvor den viser al sin skønhed frem med rene og kontrastrige farver på en dramatisk vinterhimmel. 

Denne 1. vinter Kaspisk Måge er også en af favoritterne, den hedder ikke andet end “Spods” i notesbogen, da det var den fugl der først opholdte sig i Spodsbjerg inden den dukkede op i Bagenkop og blev det 50. indvid af denne art for Bagenkop havn i 2019 som jeg har registret. Denne fugl er som “Store” meget vokal og minder på mange måder om denne i sin væremåde, masser af gå på mod og selvtillid. Billedet her som jeg fik i et meget smukt blødt morgenlys den 21. december viser al dens elegance og speed i kampen om føden med en Hættemåge.

“Ritha” og hendes historik har været med til at den er gået rent ind hos mig… At få endnu en chance for at følge denne kryptiske og smukke måge med sine mystiske kendetegn, da den vendte tilbage i december efter at have tilbragt en stor del af forrige vinter og forår i havnen er jo som sendt fra himlen. Den er som en kamæleon alt efter lyset og kan snyde en totalt… Derfor er jeg glad for dette billede jeg fik af den 19. december, hvor lyset var helt rigtig til at vise hvordan den rigtig ser ud.