“NFL” – ADULT ARMENSK MÅGE, GRØNNINGEN DEN 4. MAJ 2017.

Så skete det… Armensk Måge blev godkendt af det danske Sjældenhedsudvalg (SU) lidt over 2 år efter jeg havde fundet den på Grønningen ved Blåvand en sen eftermiddag den 4. maj 2017. Men så sjælden en fugl kræver en grundig gennemgang samt kontakt til forskellige eksperter i den store verden. Heldigvis var diverse mågeeksperter enige i bestemmelsen og kaldte fuglen… “EN FUGL LIGE EFTER BOGEN”  Når det gælder måger kan næsten alt ske, men det var nok alligevel ikke den mest forventede måge. Faktisk er det første fund i NV-Europa !!! så jeg tillader mig at kalde den en MEGA, eller som en af mine mågevenner skrev til mig “HVILKEN ATOMBOMBE”  !!. Nærmest fund stammer fra Sicilien i det sydlige Italien. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

“NFL” betyder “Ny For Landet. Armensk Måge, Grønningen den 4. maj 2017.

Måden hvordan heldet og “fugleguderne” smilede til mig denne sene eftermiddagen har jeg endnu ikke helt selv forstået…I foråret 2017 stod jeg endnu engang for ringmærkningen ved Blåvand Fuglestation. Om eftermiddagen ville jeg lige slå et hurtigt smut forbi Grønningen, da jeg alligevel skulle ind og handle dagligevare i Blåvand. Så jeg kom lidt friskt kørende af grusvejen, da jeg lige ville tjekke et af de få vandhuller hvor der var noget ferskvand… måske jeg kunne se en Temmincksryle eller noget i den retning… Og da spotter jeg pludselig mågen stående ude på engen og jeg ved ikke hvorfor jeg får den sindsyge tanke mens jeg køre, men jeg når at tænke den ligner s.. da en Armensk Måge, en art jeg aldrig før har set… Undskylder hvis jeg lyder blæret og som om jeg er ved at “skide” på den danske jantelov… men det var nogenlunde sådan det skete… Resten er historie og resten af oplevelsen kan læses på CLUB300`s hjemmeside, hvor jeg skrev en lille beretning tilbage i maj 2017. 

Hvor var jeg glad for jeg tog mit gamle kamera med mig, nu hvor jeg skulle ind og handle mælk og rugbrød !, ellers kunne jeg godt ha´ glemt alt om at opleve denne her fugl blive godkendt. Armensk Måge, Grønningen den 4. maj 2017.

Armensk Måge yngler og overvintre meget langt væk fra Danmark… I følge Mågebiblen af Klaus Malling Olsen og Hans Larsson er bestanden på 23-25000 par. De yngler næsten udelukkende i 4 kolonier i Armenien, Tyrkiet samt Iran. Vinteren tilbringes primært i Israel langs kysten ud til Middelhavet.

Heldigvis var det en helt typisk fugl, som fremviste alle de rigtige kendetegn. Bemærk håndens tegning.  Armensk Måge, Grønningen den 4. maj 2017.

At finde en ny for landet står for mange ornitologer som toppen af kransekagen…. Jeg er da også særlig glad for den, da jeg de seneste mange år har tjekket tusindvis af måger i jagten på en god aflæsning, en god art eller en god forekomst. Men som så ofte før, så sker det når man mindst venter det. Mine andre 2 “NFL” Amerikansk Sortand og Kaukasisk Lundsanger kom også ganske uventet… men det er jo det fantastiske ved denne hobby, man ved aldrig hvad der venter en omme bag det næste hjørne. Om heldet er så meget med mig endnu engang tvivler jeg nu lidt på…. men mindre kan også gøre det…. En Flodsanger står højt på listen

Desværre var den noget flyvsk og blev kun omkring 2-3 timer i området inden den fløj mod nord og forsvandt. Armensk Måge, Grønningen den 4. maj 2017.