FØRSTE HITTUR TIL SKAGEN SIDEN 2007…..STILLEHAVSLOM DEN 21. AUGUST 2018.

Så var jeg moden til min første hittur til Skagen siden 2007.. Da dagens trækfugletælling på Hønen på Fanø var slut, tog jeg sammen med min gode ven Søren Brinch afsted mod Skagen for at se den sjældne Stillehavslom som har rastet der den sidste uges tid, en tur på lige over 400 km. Vi ankom klokken 16.15 og godt 15 minutter senere fik vi den at se… “juhu  og landskampstemning”. Det er det første fund for Danmark, men den var forventet da den både er truffet i Norge, Sverige og Finland og flere andre Europæiske lande. Man kunne nyde den under fantastiske forhold, vejret var perfekt, ingen vind og havet var roligt og den lå tæt på kysten blot 30-50 meter ude da den var tættest på.  Det var særlig fedt at man kunne sammenligne den med en Sortstrubet Lom, som den tidligere er regnet som en race af. Størrelsen var påfaldende mindre og dens jizz mindede næsten lidt om en Lappedykker. Den har heller ikke den hvide lårplet som man ser hos den Sortstrubede Lom, denne karakter kan dog være svær at se, hvis den Sortstrubede Lom ligger “dybt” i vandet.  Stillehavslommen har en meget flot og markant “halskæde”/”hagerem” en karakter der kan ses på lang afstand. Det var et skønt gensyn med Skagen og Grenen hvor den opholdte sig, vi mødte også flere andre glade fuglefolk, så det var klart den lange tur værd.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Bemærk “halskæden” og lappedykker indtrykket.

Her svømmer Stillehavslommen med den Sortstrubede Lom i baggrunden… Bemærk man ikke kan se den hvide lårplet hos den Sortstrubede lom, da den ligger dybt i vandet..

Vingerne ser helt intakte ud og der er ingen olie på bugen, så fuglen er sikkert helt frisk.