HVAD HAR DET MED FUGLE AT GØRE…..KÅVEREN I SØNDERHO DEN 12. AUGUST 2018

Når man “stempler” ind på et nyt træksted er der meget der skal læres, selv om man har kigget på fugle i mange år… ens erfaring bliver udfordret. Efter snart tre uger med daglige optællinger fra Hønen på Fanø begynder jeg at få en ide om hvor fuglene kommer eller kan komme senere på efteråret.. Man lærer landskabet at kende og man begynder at få forskellige pejlepunkter i landskabet når en “prik” på himlen skal findes i teleskopet… Et af mine pejlepunkter er Kåveren i Sønderho, det skulle være landets ældste pejlemærke som blev rejst i 1624 for at hjælpe skibene sikkert ind. Man havde nok ikke forestillet sig , at man også derved lavede et fantastisk punkt for en ornitolog ude i den yderste klitrække i efteråret 2018.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kåveren er forsat et topaktuelt pejlemærke, måske ikke længere for skibene, men når man leder efter fugle på en åben himmel er det skønt med sådan et punkt i landskabet. Det er også fortid og fremtid der møder en hver gang man kigger på Kåveren fra 1624 og samtidig kan se den driftige havn i Esbjerg i baggrunden. Livet er så fuld af stærke kontraster og ofte opdager man det ikke før tiden pludselig står stille ude på en klittop, hvor man venter på at fuglelivet skal komme i gang en søndag morgen hvor det meste af Danmark forsat sover.

De første to fugle til at flyve forbi Kåveren på denne smukke morgen var to Sølvmåger.