Selv om jeg først kunne komme afsted efter arbejde ville jeg ud og tjekke om jeg kunne se min første Kejserkåbe samt Hvid Admiral i år. Jeg var lidt i tvivl om det evt. var nogle dage for tidligt at lede efter dem, men efter få minutter var der ikke noget at være være i tvivl om. Især Hvid Admiral var talrig lige som sidste år, da jeg havde set 40+ holdte jeg op med at tælle dem. Til gengæld måtte jeg kæmpe lidt for at finde Kejserkåbe, det blev dog til 2 meget flyvske eksemplar.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Hvid Admiral. På trods af mange dyr var de ikke nemme at få fotograferet… Mange sad blot stille nogle sekunder inden de forsvandt videre ind i skoven. Det var samme oplevelse jeg havde på de to store dage sidste år. Senere på sæsonen kan man ofte komme ganske tæt på dem som man kan med de andre sommerfuglearter. Tåsinge den 22. juni 2023.
Hvid Admiral. Heldigvis var der et par enkelte dyr som kom ganske tæt på for at vise deres storhed frem. Tåsinge den 22. juni 2023.
Hvid Admiral. De få gange der sad en på jorden kom det ene cykelhold af pensionister efter det andet iført alt for tætsiddende lycra cykeltøj og skræmte dem væk. Tåsinge den 22. juni 2023.