Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge 1k. Den 6. december 2024 havde jeg denne her fugl til at stå på en mark hvor der var ved at blive pløjet. Der var omkring 1000 måger og hovedparten var Stormmåger og Hættemåger. Desværre var de langt væk (omkring 600-800 m), så det var svært at gå i detaljer. Umiddelbart troede jeg denne fugl kunne være en ny fugl for sæsonen selv om jeg syntes næbbet lignede noget jeg havde set på et tidligere individ i år. Jeg kørte atter forbi næste dag den 7. december 2024 og genfandt den heldigvis ret hurtigt igen samme sted, men desværre igen på samme store afstand. Jeg havde dog tjekket lidt op på den ved at tjekke tidligere fotos fra i år og var nu temmelig overbevist om at det måtte være den fugl jeg havde fundet i Spodsbjerg havn den 21. september 2024 (og set der en håndfulde gange før den forsvandt). Jeg genfandt den så atter den 12. november 2024 ved Lindelse Mølle og skrev faktisk om dette genfund her på bloggen samme dag den 12. november 2024. Da den var for langt væk til fotos de første to dage og derved umulig at bevise at det var det samme individ, så kørte jeg atter ned og ledte efter den den 8. december 2024. Igen fandt jeg den med det samme og til mit held stod den nu relativt tæt på, så tæt på, at jeg kunne få lidt dokumentationsfotos af den. Og på 3. dagen kunne jeg nu se det var samme fugl ud fra fotos samt hvad jeg kunne se i felten. Det kan måske virke lidt overdrevet at bruge så meget energi på et enkelt individ, men jeg synes det både er interessant at se se hvordan sådan en fugl bevæger sig samt at den ikke er til at finde i lange perioder… Sådan en fugl kunne være spændende at få sat en sender på, da det kunne give en masse informationer om hvordan sådan en fugl bruger Langeland m.m. Tre Høje den 8. december 2024.
Kaspisk Måge 1k. Her ses den ved sin ankomst i Spodsbjerg havn. Dette individ har meget tidligt på sæsonen fået et tofarvet næb. Det gode ved at følge op på fuglene samt at få så mange billeder som muligt af dem, gør at jeg har ret godt styr på hvor mange individer der ses i løbet af en sæson på Langeland. Spodsbjerg havn den 21. september 2024.
Her ses de 3 steder (rød stjerne) hvor jeg har registreret den. Første obs var i Spodsbjerg havn, herefter var det ved Lindelse Mølle og nu til sidste ved Tre Høje.
Sorthovedet Måge adult. Efter at have set denne fugl to gange tidligere hhv. den 16. november 2024 ved Drejet og den 25. november 2024 på en mark mellem Sdr. Longelse og Rudkøbing, så dukkede den atter op på nogle marker vest for Barager Nebbe i dag. Dette individ er ret sikkert den fugl der gennem nogle vintre slog sine folder ved Drejet. Sidste vinter 23/24 blev den slet ikke set… Måske skyldes dette at den havde skiftet Drejet ud med agerlandet og derved gik under radaren en hel vinter ?. Barager Nebbe den 8. december 2024.