I forbindelse med gennemgang af fotos af gamle måger dukker der andre fotos op af sjove fugleoplevelser. Især en Ørkenstenpikker fra Blåvand i 2013 fik tankerne tilbage i tiden. Det var en af de arter som jeg altid havde håbet at se. Den første var en fugl på Fanø selvfølgelig fundet af Øens topbirder Kim Fisher. Det blev et større projekt, det krævede en tur på 25 km på gåben på stranden før den blev bogført. Arten har altid hørt til en af mine drømmefugle da jeg synes det er en af de smukkeste Stenpikkere. I de år jeg var i Blåvand dagdrømte jeg ofte om at finde min “egen” fugl. Så når andre kratluskede gik jeg ture på stranden i håb om denne art. Efter mange hundrede kilometer på stranden havde jeg endelig heldet med mig i november 2011 da jeg opdagede nogle fuglespor i sandet som førte hen mod nogle græstuer ved klitroden. Dem valgte jeg heldigvis at følge og da jeg nåede græstuerne lettede en fugl som straks kunne bestemmes til en Ørkenstenpikker. Jeg fik aldrig mulighed for at dele fuglen med andre da den efter få minutter trak lavet ud over havet mod SV. Det var første fund på Hukket, da første fund for Blåvand var en fugl nogle år tidligere mellem Vejers og Blåvand….. Næste fugl for Hukket var en mere samarbejdsvillig fugl i 2013 da den sås i flere dage. Det er den der fugl der pludselig dukkede op i fotoarkivet mens jeg kiggede mågefotos igennem. Sammen med en ung Bjørn Frikke lå vi nogle timer i sandet og knivmuslingerne på stranden og nød denne smukke han. Samlet har jeg set 6 Ørkenstenpikker i Danmark, det dog ved at være længe siden jeg så den sidste.. så en ny på Langeland kunne være stort.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
En ung Bjørn Frikke viste allerede sit store fototalent i en ung alder. Her venter han stille og roligt på at Ørkenstenpikkeren skal komme tæt på. Fuglen ses nederst i højre hjørne. Blåvand den 18. oktober 2013.
Ørkenstenpikker han. Synes det er en af de smukkeste Stenpikkere. Blåvand den 18. oktober 2013.
Ørkenstenpikker han. Fuglen fandt masser af smådyr den kunne spise mellem muslinger og gammelt opskyl. Blåvand den 18. oktober 2013.