HVIDVINGET MÅGE 2K – NY ART TIL TÅSINGE DEN 1. FEBRUAR 2023.

Da jeg var færdig med dagens arbejde på Museet trængte jeg til at komme ud og løfte kikkerten. Vejret var ellers ikke det bedste til fugle, vinden blæste voldsomt og der kom mange kraftige byger, men heldigvis også en del solskin om eftermiddagen. Jeg tog en runde på min egen Ø Tåsinge uden dog at se ret meget andet end lidt Gæs. Inden jeg atter ville køre hjem kørte jeg til Vejlen hvor jeg fra diget kunne tjekke lidt dykænder. Mens jeg sidder der opdager jeg en smårastende 2k Dværgmåge på havsiden. Jeg glemmer alt om dykænder og forsøger at få et billede af den da den er ret fåtallig her. Desværre forsvinder den ret hurtigt mod syd hvor jeg kan følge den i skopet. Mens jeg følger den fanger en enlig måge min opmærksomhed da den så ret lys ud. Pulsen stiger da den umiddelbart ligner en ung Gråmåge. Jeg forsøger straks at få noget dogme dokumentation af den hvilket er utrolig svært da den ligger med røven til mig på ret stor afstand samt at vinden gør det helt umuligt at holde udstyret. Lige som Dværgmågen flyver den pludselig mod syd og jeg kan umiddelbart ikke genfinde den. Jeg ringer til et par lokale fuglekiggere som begge i første omgang er forhindret i at kunne komme og hjælpe mig. Heldigvis genfinder jeg den selv efter 20 minutter næsten samme sted som jeg fandt den. Jeg får et par ok skud af den som dokumentation. Jeg siger til Poul Rasmussen som er ankommet for at se fuglen, at den ser godt nok lidt lille ud af en Gråmåge og virker påfaldende langvinget, hvilket passer bedst på en Hvidvinget Måge. På grund af vinden samt at vi kun kan se billederne vi har fået af den på bagstykket af vores kamera er jeg lidt usikker på den. Da jeg så hertil aften får kigget billederne igennem kan jeg se det må dreje sig om en Hvidvinget Måge, hvilket er en temmelig sjælden fugl på de her kanter. For en sikkerhedsskyld tjekker jeg lige om med min gamle ven Ole Amstrup er enig i bestemmelsen. Han er heldigvis enig. Arten er utrolig sjælden i det gamle Fyns amt, hvor der kun er et eller to fund. Jeg så selv en fugl i Fåborg havn i 2012 som rastede igennem længere tid. Den 31. december 2019 skrev jeg her på bloggen at jeg ville finde en Hvidvinget Måge på Langeland i 2020 da arten aldrig tidligere var truffet der, hvilket selvfølgelig ikke skete. Nu har jeg fundet arten på min egen Ø og så kan jeg blot håbe den evt. også lægger vejen forbi Langeland….  I november 2022 fandt jeg også Øens første Middelhavssølvmåge, så lad os se om det bliver alle gode gang tre. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Hvidvinget Måge 2k. Første fund for Tåsinge. Vejlen (havsiden) den 1. februar 2023.

Hvidvinget Måge 2k. Det gav meget våde fødder at få lidt billeder af den… Fandt i hvert fald ud af at jeg ikke kan gå på  vandet. Vejlen (havsiden) den 1. februar 2023.

Hvidvinget Måge 2k. Påfaldende tændstiknæb som ellers er typisk for Gråmåge. Jeg har dog tidligere set Hvidvinget Måge med sådanne næb. Bemærk ellers lille rundt hoved og lange vinger. Vejlen (havsiden) den 1. februar 2023.

Dværgmåge 2k. Takket været denne lille måge fandt jeg dagens hit…. Vejlen (havsiden) den 1. februar 2023.