YDERLIGERE LIDT NY INFO FRA I DAG DEN 31. JANUAR 2023. I dag har jeg også modtaget et spændende svar fra Andrea Corso fra Italien vedr. denne fugl. Han mener også at det drejer sig om en cinerocapilla type af den lidt mere mørkhovedet slags som han har set flere af i Italien uden hybridindblanding.
I et opslag her på bloggen fra den 24. januar 2023 skrev jeg om en afvigende Gul Vipstjert af enten racen thunbergi eller cinereocapilla som jeg fandt i Skagen i maj 2022. Siden dette opslag har jeg været i kontakt med flere dygtige ornitologer og modtaget mange spændende svar. De fleste Skandinaviske ornitologer var meget forsigtige men var alle nogenlunde enige om at den så ret “giftig” ud. Jeg fik også kontakt med Manuel Schweizer fra Bern som har arbejdet med Gul Vipstjert af racen cinereocapilla samt mulige hybrider af denne og netop skrevet en rigtig god og spændende artikel om dette i et af de seneste numre af Dutch Birding. Han mener fuglen fra Skagen ser god ud som cinereocapilla bla. på grund af farven på issen samt den lille hvide stribe bagøjet som han nævner er typisk for cinereocapilla. Han nævner ligeledes at det relative tykke næb som fuglen fra Skagen fremviser er en god karakter som er med til at understøtte den som en cinereocapilla. Uden stemmeoptagelse tvivler han dog på at den vil kunne godkendes som en cinereocapilla. Det sidste er nok ikke skrevet og sagt om denne fugl.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Gul Vipstjert. I mit første oplæg tænkte jeg det nok drejede sig om en 2k, men de fleste der har budt ind på alderen mener det er en ældre fugl. Dette er til fordel for cinereocapilla, da det ofte er de yngre thunbergi der kan fremvise en hvid strube i mere eller mindre grad. Med de nye oplysninger jeg har modtaget fra Manuel Schweizer (vender jeg på en tallerken) og tror nu selv på at det må dreje sig om en cinereocapilla. Farmen, Skagen den 24. maj 2022.