Fristelsen og lysten var for stor til ikke at lave et havnetjek i dag, især da vejrguderne havde lovet en mulighed for lidt sol hvilket der ikke har været for meget af på det sidste. Lige som jeg ankom til Bagenkop havn brød solen frem, det kunne ikke være bedre. Der gik heller ikke lang tid før jeg spottede en rigtig gammel kending en 4k Cactus som jeg har fulgt on and off siden jeg fandt den i foråret 2020 som 2k. Jeg har skrevet rigtig meget om den igennem årene og taget mange fotos af den. (se fx. 21. april 2020, 29. juli 2021 samt 16. november 2021). I 2022 genfandt jeg den den 14. september 2022, hvilket var første gang siden den 16. november 2021. Gennem årene har det altid været en forsigtig fugl der ikke altid var lige nem at komme super tæt på. Den har altid stået nogle helt bestemte steder i havnen og i dag var heller ingen undtagelse. Til gengæld var den meget samarbejdsvillig i de 20 minutter den var inde i havnen. Jeg benyttede selvfølgelig det til at få lidt flere fotos af den og derved igen kun følge og dokumentere hvordan fjerdragten havde ændret sig. Ellers var den nye faste 1k Kaspiske Måge også på plads i dag. På grund af jagt var der mange gæs i luften, hvilket bla. gav en flok på 36 Tundrasædgæs henover havnen. Senere havde jeg yderligere 10 rastende i Nørreballe Nor, så en samlet total på 46 fugle på Langeland er ganske godt. Ved Ormstrup genså så jeg atter den 2k Kaspiske Måge som jeg så i går den 26. november 2022 samt samme sted den 13. november 2022. På vejen hjem var jeg også i Spodsbjerg havn som desværre ikke gav noget mågemæssigt.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Cactus 4k. En utrolig spændende fugl som jeg har brugt mange timer og tanker på. Bagenkop havn den 27. november 2022.
Cactus 4k. På mange måder ligner det jo en perfekt lysøjet Kaspisk Måge. Jeg vil dog i dette opslag ikke uddybe bestemmelsen men blot henvise til de mange opslag der har været med fuglen siden den ankom i foråret 2020. Bagenkop havn den 27. november 2022.
Cactus 4k. En fugl som denne ville sandsynligvis blive noteret som en sikker Kaspisk Måge hvis den var blevet fundet i dag i denne dragt. Derfor har det været spændende at netop kunne følge den samt lidt skræmmende hvor mange hybrider der kan være uden at man overhovedet vil opdage det. Bagenkop havn den 27. november 2022.
Cactus 4k. Selv om det til tider kan virke svært og umuligt… så er det en super fed udfordring at arbejde intenst med denne art. Bagenkop havn den 27. november 2022.