GODT TRÆK VED KELDS NOR FYR DEN 14. NOVEMBER 2022.

Da vinden endelig var gået i SØ tog jeg chancen og kiggede lidt morgentræk ved Kelds Nor Fyr. For årstiden var det en fin morgen med flere flokke af svømmeænder samt Mørkbuget Knortegås. Mest talrig var dog Edderfugl og Toppet Skallesluger. Der var endnu få havdykænder, mest talrig var selvfølgelig Sortand, mens der var meget få Fløjlsænder og Havlitter. Samlet så jeg 28 Smålommer, hvilket er et ok antal på disse kanter. Det blev lidt overraskende kun til en adult Dværgmåge hvilket var skuffende med den vindretning. Jeg fik dog presset en enkelt 3k Kaspisk Måge ud af anstrengelserne denne morgen. I selve Noret var der lidt rastende fugle, mest spændende var Havørn, Rød Glente og 9 Strandhjejler. På vejen hjem blev Drejet syd for Spodsbjerg tjekket og det gav 21 Sandløbere.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.Sandløber(e). Grå fugle på en grå dag. Drejet den 14. november 2022.

Sandløber(e). Der er altid en i flokken der holder øje med en. Drejet den 14. november 2022.