Vejret var igen mod os hvis det var småfugle man havde håbet på… Vinden kom fra SW og var frisk og senere blev den desværre også hård. Natten havde støvsuget øen for småfugle og der var ikke meget at komme efter… Mest spændende var en Hedelærke samt 7 Silkehaler. En Mosehornugle der rastede ved lossepladsen var populære blandt næsten alle øens fuglekiggere (vi er 4 tilbage !). Der er kommet lidt adulte Kaspiske Måger til de seneste to dage, således var 7 af de 10 fugle der blev registreret i dag adulte mens resten var 1k.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Bølgerne slog ind over klipperne i dag. ChrØ den 2. november 2022.
Gærdesmutte. I løbet af oktober/november har der været utrolig mange “smutter” i landskabet. ChrØ den 2. november 2022.
Mosehornugle. Fuglen sad i mosen og var her i god læ for den kraftige vind. ChrØ den 2. november 2022.
Kaspisk Måge(r). Bemærk hvor stor forskel der er på de to Kaspiske Måger (de 2 fugle til højre). Fuglen i midten er en ret stor fugl og det må antages det det drejer sig om en han. Fuglen længst til højre har lidt “vinter streger” i nakken, mens den store han er komplet hvid. Meget typisk for årstiden ses et stribet hoved på Sølvmågen til venstre. ChrØ den 2. november 2022.
Kaspisk Måge 1k. Denne ungfugl har jeg set flere gange. Ud over denne ungfugl blev det til yderligere 2 ungfugle. Samlet havde jeg 10 Kaspiske Måger i dag, takket være et fint tiltræk af adulte fugle. ChrØ den 2. november 2022.
Admiral. Selv i årets næstsidste måned kan man fortsat finde lidt sommerfugle på øen, det blev til 2 Admiraler i dag. ChrØ den 2. november 2022.